Fortsæt til indhold

Storbank lægger sag an for tredje gang: Overførte 5,7 mia. kr. ved en fejl

Under halvdelen af pengene er kommet retur, efter at Citigroup kom til at overføre et milliardbeløb.

Finans

En operationel fejl har betydet, at USA's tredjestørste bank har overført 5,7 mia. kr. til modtagere, som ikke skulle have haft pengene.

Under halvdelen er blevet tilbageført, og derfor indgav storbanken fredag sit tredje søgsmål i bestræbelserne på at inddrive pengene. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Citigroup overførte pengene til en stribe virksomheder, der har ydet lån til kosmetikvirksomheden Revlon. Det skete dagen efter, at Revlon blev sagsøgt på grund af en igangværende omstrukturering af den økonomisk trængte virksomhed.

Citigroup mangler ifølge Reuters stadig at få returneret 3,2 mia. kr. af de overførte penge.

»De sagsøgte har urimeligt og ulovligt forsøgt at udnytte Citibanks uheldige fejl,« skriver banken i søgsmålet.

Det har tidligere været fremme, at Citigroup den 11. august overførte pengene til Revlons kreditorer.

Banken skulle have betalt renter på lån ydet til Revlon, men kom i stedet til at overføre et beløb, der var mere end 100 gange større. Flere kreditorer har nægtet at tilbagebetale pengene med henvisning til, at Revlon har misligholdt lånet.

Artiklens emner
Citigroup