Hæver forventningerne: Coronakrisen har ikke gjort så ondt som frygtet på Sydbank
Banken med hovedsæde i Aabenraa har hævet forventningerne for hele året.
Coronakrisen har ikke ramt Sydbank med så stor en kraft, som banken tidligere på året frygtede. Banken er faktisk kommet meget bedre end ventet igennem april, maj og juni, og det har fået banken til at skrue op for forventningerne til hele året.
Det oplyser banken i forbindelse med det halvårsregnskab, som Sydbank har offentliggjort onsdag morgen.
Sydbank er ikke kun kommet bedre end ventet igennem andet kvartal. Kvartalet var også bedre end samme periode sidste år, hvor ingen endnu havde sagt coronakrisen.
»Det er glædeligt, at resultatet for 2. kvartal er betydeligt bedre end ventet tidligere på året. Såvel handelsindtjeningen, nedskrivningerne på udlån som beholdningsresultatet er landet bedre end forventet ved offentliggørelsen af seneste kvartalsrapport,« udtaler Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank, i forbindelse med regnskabet.
Sydbank venter nu, at årets resultat vil ende i intervallet 600-800 mio. kr. I forbindelse med regnskabet for første kvartal ventede banken, at bundlinjen ville ende i niveauet 400-800 mio. kr.
Selv om banken har hævet forventningerne til hele året, er det stadig et godt stykke fra de forventninger, banken havde ved indgangen til 2020. Her ventede banken et resultat efter skat i intervallet mellem 700 og 1.000 mio. kr.
»Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre. Mange kunder har – som følge af øget usikkerhed – ønsket større likviditetsberedskab. Trækket på kreditterne er dog faldet betydeligt som følge af lavere investeringslyst samt udskydelse af moms- og skattebetalinger for virksomhederne,« lyder det fra Karen Frøsig.
Den samlede indtjening i Sydbank landede i årets andet kvartal på 978 mio. kr. I samme periode sidste år endte den samlede indtjening på 945 mio. kr.
Basisresultatet i kvartalet lød på 320 mio. kr. mod 255 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Resultatet før skat gik i forhold til samme periode sidste år frem med mere end 100 mio. kr. til 345 mio kr. Nettoresultatet i kvartalet gik ikke helt så meget frem. Det endte på 269 mio. kr. mod 184 mio. kr.
Af regnskabet fremgår det, at banken har tilbageført nedskrivninger for 42 mio. kr.
»Vi har endnu ikke set konkrete tegn på en forværring af kreditkvaliteten, og vi kan konstatere, at de tidligere foretagne nedskrivninger var mere end tilstrækkelige, hvorfor vi ser nettotilbageførsel af nedskrivninger i 2. kvartal 2020,« siger Karen Frøsig.
Udviklingen i kvartalet var dog ikke nok til rette op på udviklingen i hele første halvdel af 2020. Selv om indtjeningen og basisresultatet før nedskrivninger ligger på niveau eller lidt bedre end første halvår 2019, halter de andre store poster i regnskabet efter. Nettoresultatet faldt f.eks. med 17 pct. til 324 mio. kr.


