Fortsæt til indhold

Amerikanske aktier igen i plus efter store fald

Det amerikanske aktiemarked åbnede her til eftermiddag dansk tid i plus, efter at bla. flere teknologiakter er faldet med over 10 pct. på under en uge.

Teknologiaktierne er nogle af dem, der er faldet mest over de seneste dage. Apple, Alphabet og Amazon faldt i sidste faldt mellem 6 og 8 pct. på blot to dage Foto: AP Photo/Richard Drew
Finans

Aktierne i USA ser ud til at tage en puster efter flere dage med massive fald. Teknologiindekset Nasdaq er åbnet i plus med 2,9 pct. Og det brede S&P 500 handler 2 pct. oppe i de første timer af dagens handel.

Siden onsdag i sidste uge har de globale aktier ellers taget et dyk, særligt ført an af teknologisektoren, som oplevede nogle af de største fald siden marts, da coronakrisen for alvor tog fart.

Således var Nasdaq faldet med over 10 pct. siden sidste uge, elbilproducenten Tesla barberede 29 pct. af aktiekursen fra toppen, og S&P 500 dykkede med 3,7 pct. siden onsdag.

Særlig it-sektoren har fået betydelige klø siden onsdag i sidste uge. Der er et godt stykke til et egentlig bear-marked, som vil sige, at aktierne skal falde med 20 pct., men korrektionen er bemærkelsesværdig, mener flere analytikere.

Det begyndte sidste uge uden de helt store nyheder, bortset fra de cirkulerende synspunkter om at udvalgte tech-selskaber var kommet for højt op i kurs og værdiansættelse, pointerer bla. Bankinvest.

Men så kom det frem, at markedet givetvis har været drevet af spekulationer fra investorer, der har købt såkaldte call-optioner på aktierne i meget stor stil, og som har været med til at drive kurserne op. Og det satte gang i en udsalgsspiral, der fik aktierne til at falde.

Men efter tre handelsdage ser det i dag ud til, at faldene er ovre for denne gang. I hvert fald er der flere grønne tal at spore hen over det amerikanske aktiemarked.

Tesla indhenter lidt af det tabte og ligger i handelens første timer i plus med 7 pct. Apple og Amazon, der også var nogle af dem, der faldt stort de forrige dage, handler oppe med 4 pct.