Europæiske aktier har klaret sig historisk dårligt - så der er god chance for medvind resten af året
De europæiske aktier har slet ikke haft samme optur i år som de amerikanske, men det kan der rådes bod på. Bank of America vurderer, at aktierne i Europa vil stige 15 pct. inden november.
De europæiske aktier har underperformet markant i år. Mens andre aktieindeks - både i Danmark og USA - er strøget til vejrs, efter de ramte bunden i begyndelsen af coronakrisen, så halter det europæiske Stoxx 600 indeks bagefter.
Faktisk har de europæiske aktier underperformet de globale aktier (målt i MSCI indekset) med 15 pct. siden marts og med 10 pct. siden juni, skriver Bank of America i en ny note. Det er den største underperformance - eller efterslæb - i 30 år, fremgår det af rapporten.
Men den gode nyhed er, at det vil ændre sig. Bank of America mener, at de europæiske aktier har stor mulighed for at indhente det tabte og mere til i de kommende måneder.
»Vi forventer, at den relative dårlige performance for europæiske aktier vil vende,« skriver bankens strateg Sebastian Raedler.
Medvinden skal findes i en forventning om bedre makroøkonomiske nøgletal for Euro-området som f.eks. PMI-tallene, der viser indkøbschefernes forventninger til aktiviteten.
Derudover forventer banken, at de udfordringer europæiske selskaber har været ramt af med den svækkede dollar vil aftage, og dermed kan aktierne se sig ud af den seneste valutamodvind. Og endelig ser coronasmitten ud til at aftage i flere store europæiske lande, påpeger banken.
Bank of America forventer dermed, at de europæiske aktier kan komme til at outperforme resten af året. Stoxx 600 vil stige med 15 pct. inden november, mens de globale aktier blot vil stige med 5 pct., lyder vurderingen fra banken.
Særligt vil de europæiske aktier have gavn af en rotation fra vækstaktier og over i valueaktier, da Europa i global sammenhæng anses for at have høj eksponering den vej.


