Kunderne er ikke glade - det skal to nye chefer nu rette op på i Danske Bank
Danske Bank scorer dårligt i diverse målinger blandt kunderne. Nu har banken udpeget to kundetilfredshedschefer.
Danske Banks kunder er langt fra glade. Men nu forsøger banken at få smilet tilbage blandt kunderne ved at udpege to nye kundetilfredshedschefer, som skal sikre kunderne en »endnu tydeligere stemme i organisationen.«
Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse, hvor banken også oplyser, at den har oprettet et nyt ledelseslag under direktionen, og at den samtidig vil skille sig af med op mod 1.600 stillinger.
»En væsentlig del af vores omstilling er den kontinuerlige styrkelse af vores tilbud til og relationer med kunderne på tværs af markederne. For at understøtte dette – og for at sikre, at vi har kundeperspektivet solidt integreret i vores beslutningsprocesser på tværs af forretningen, introducerer vi to nye kundetilfredshedschefer,« udtaler Chris Vogelzang, der er adm. direktør i Danske Bank, i pressemeddelelsen.
De to nye kundetilfredshedschefer har en del arbejde foran sig. I januar viste den årlige Voxmeter-måling af kundetilfredsheden i landets 20 største banker, at Danske Bank indtog en sidsteplads.
Undersøgelsen er baseret på ca. 1.000 bankkunder, som er blevet spurgt om, hvor tilfredse de er med deres primære bank inden for service, produkter, image og kommunikation.
I september indtog Danske Bank også en dårlig placering i en image- og omdømmeundersøgelse fra Voxmeter. Denne måling blev lavet, inden skandalen om gældsinddrivelse i Danske Bank blev kendt i offentligheden.
Opgaven med at vende tilfredsheden kommer til at ligge hos Thomas Mitchell og Trond Mellingsæter. Thomas Mitchell er i øjeblikket privatkundechef i Danmark, men til januar får han titel af kundetilfredshedschef. Trond Mellingsæter er i dag landechef i Norge, og denne rolle fortsætter han i samtidig med, at han altså også får titel af kundetilfredshedschef.
»Det glæder mig meget, at Thomas Mitchell og Trond Mellingsæter, som begge er kendte – både i og uden for Danske Bank – for deres ekstraordinære engagement i forhold til at yde kunderne god service, vil stå i spidsen for denne indsats,« siger Chris Vogelzang.


