Den Jyske Sparekasse afskediger medarbejdere
Den Jyske Sparekasse har sat gang i en tilpasning af sin organisation, der koster et antal stillinger i filialer og i hovedsædet.
Det fremgår af en meddelelse.
Nedskæringerne vil blive gennemført ved både naturlig afgang og ved afskedigelser.
- Herudover gennemføres en række omrokeringer for at opnå det fulde potentiale af organisationstilpasningerne. Sparekassen forventer efter gennemførelsen af tiltagene at opnå en årlig omkostningsbesparelse i niveauet 15-20 mio. kr., hedder det i en meddelelse.
Besparelserne får effekt fra den 1. maj 2021 og fuld effekt fra 2022. Engangsomkostningerne til organisationsændringerne vil udgøre omkring 15 mio. kr., som bogføres i fjerde kvartal i år.
Den Jyske Sparekasses ret brede prognoseinterval for 2020 påvirkes dog ikke. Der ventes fortsat et resultat før skat på 20 til 70 mio. kr.
Organisationstilpasningen kommer, efter at der i de seneste år er investeret store beløb i effektivisering af systemer og processer, som har frigjort ressourcer bredt i organisationen, begrunder sparekassen.

