Forældrekøb vinder frem på Københavns boligmarked
Med flere forældrekøb af lejligheder bliver København »en by for de velhavende,« lyder det.
Det kan være svært at finde en lejlighed i storbyen, og derfor vælger mange forældre at købe en ejerlejlighed, som deres børn kan bo i. Det trick har eksisteret i mange år, men i København har tendensen skudt frem over de sidste to årtier.
Antallet af forældrekøbslejligheder er nemlig mere end fordoblet siden årtusindskiftet. Hvor der i år 2000 var 4.000 forældrekøbslejligheder i Københavns kommune, var antallet steget til 8.300 lejligheder i 2018. I Frederiksberg kommune steg antallet fra 630 til 1.340 forældrekøbslejligheder.
»Tendensen bekræfter desværre, at København mere og mere bliver en by for de velhavende. Det er langt fra alle forældre, der har mulighed for at købe lejligheder til deres børn i byen,« siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er især ejerlejlighederne på under 75 kvm., som er populære, når forældrene slår til på boligmarkedet. I den størrelse er det hver femte ejerlejlighed i Københavns kommune, der er et forældrekøb.
»Der er ingen tvivl om, at de mange forældrekøb er med til at presse boligpriserne op. En afledt konsekvens er, at det bliver sværere for almindelige mennesker at have råd til at bo i København,« siger direktør Lars Andersen.
Hver fjerde mindre ejerlejlighed på både Nørrebro, Østerbro og Vesterbro er et forældrekøb. Det er de mest populære bydele, når forældrene investerer, og generelt er tendensen stigende i alle bydele i både Københavns og Frederiksbergs kommune, når man ser på de seneste 20 år.


