Banker tjener rekordhøje gebyrbeløb under corona
Investeringsbanker har på verdensplan tjent hele 124,5 mia. dollar i årlige gebyrindtægter, mens virksomheder har forsøgt at sikre sig mest muligt likviditet til at stå imod krisen.
Det skriver Financial Times med henvisning til beregninger udført af finanstjenesten Refinitiv.
Bankernes globale gebyrindtægter svarer rundt regnet til 755 mia. danske kr.
Långiverne har tjent stort på at agere garant for både gæld og aktier til store kunder som flyproducenten Boeing og boligudlejningstjenesten Airbnb.
- Du så et spring i år, fordi virksomhederne så mod kapitalmarkederne for at stabilisere deres balancer under den store coronarelaterede usikkerhed, siger Jason Goldberg, analytiker hos Barclays, til Financial Times.
Også hos virksomhederne er der slået rekord for optagelse af gæld i år. På verdensplan har selskaber rejst mere end 5000 mia. dollar i likvider.
Ifølge en række analytikere og topchefer, er det ikke sandsynligt, at banker vil opleve lignende gebyrindtægter næste år, da mange virksomheder allerede er pakket med gæld og vil forsøge at reparere på regnskabsbalancen, skriver avisen.






