- Opdateret 19/04/2021 kl. 11:56
Efter chefskifte: Danske Bank banket ned på sidstepladsen på børsen
Aktien i landets største bank falder efter nyheden om, at Chris Vogelzang stopper grundet hvidvaskmistanke i Holland.
Et par milliarder i markedsværdi og en sidsteplads i det ledende danske aktieindeks, C25. Det er regningen for det chefskifte, som er blevet lavet i Danske Bank, efter at Chris Vogelzang er blevet mistænkt i en hvidvasksag på 3,6 mia. kr. i Holland.
Danske Bank-aktien lagde fra land med et fald i dagens handel. Efter lidt mere end et kvarter var aktien nede med ca. 2 pct., og faldet var med afstand det største blandt aktierne i C25-indekset. Ved middagstid har aktien dog rettet sig, så faldet nu kun lyder i omegnen af 0,7 pct. Det er stadig dårligst af alle aktier i det ledende aktieindeks, men dog med en minimal margin.
Det er en hvidvasksag i den hollandske bank Abn Amro, der har fået Chris Vogelzang til at trække sig. Chris Vogelzang var en del af ABN Amro fra 2000 og frem til 2017. Fra 2009 og frem til, han forlod banken, var Chris Vogelzang en del af direktionen i den hollandske bank.
»Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning. Jeg forlod Abn Amro for mere end fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation. Min status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt. Men i lyset af den særlige situation, Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling,« lyder det fra Chris Vogelzang i forbindelse med meldingen om chefskiftet i Danske Bank.
Fremover vil Carsten Egeriis som adm. direktør stå i spidsen for Danske Bank.