Pensionskæmper afviser grøn boble: Har på et år investeret 72 milliarder i klimakampen
Danske pensionsselskaber har taget et stort skridt på vejen mod målet om at investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030.
Mens analytikere advarer om en truende grøn boble, har de danske pensionsselskaber sat turbo på investeringer i alt fra vindmøller i Chile til solceller i Canada.
Hele 72 mia. kr. har de danske pensionsselskaber skudt i den grønne omstilling i perioden fra sommeren 2020 til sommeren 2021, viser nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Det er en stigning på 44 pct. fra året før, og dermed er branchen godt på vej til at indfri løftet om nye grønne investeringer for 350 mia. kr. inden 2030.
»Jeg er både lettet og stolt over, at vi ligger langt foran det ambitiøse mål, der blev sat for to år siden. Det viser, at vi gør alt, hvad vi kan for at levere i forhold til den meget vigtige grønne omstilling,« siger Kent Damsgaard, adm. direktør i Forsikring & Pension.
Siden klimamålet blev præsenteret fra en talerstol i New York i september 2019, har pensionsselskaberne foretaget nye grønne investeringer for 122 mia. kr.
I alt er beholdningen af grønne aktiver oppe på 249 mia. kr., hvilket svarer til, at hver dansk husstand i snit har bidraget med over 90.000 kr. til den grønne omstilling.
Fra flere sider er der over de senere måneder blevet advaret om, at den massive efterspørgsel på klimavenlige investeringer kan resultere i en boble, hvor værdierne risikerer at rasle ned.
Bæredygtige investeringsfonde fortæller, at de må afvise kunder, fordi aktiverne er blevet for dyre. Og for nylig advarede en analyse fra Nykredit om, at grønne aktier i lighed med tidligere bobler kan risikere at falde med 40 pct., hvis det viser sig, at investorerne har været for jubeloptimistiske i forhold til de grønne spydspidser.
Nykredits chefstrateg Frederik Engholm mener dog, at pensionsselskaberne er mindre udsat, hvis en grøn boble rammer investeringsmarkedet.
»Pensionskasserne har enormt mange strenge at spille på, når det handler om grønne investeringer. I forhold til så mange andre investorer kan de f.eks. investere i unoterede selskaber, grønne obligationer og gå direkte ind i store infrastrukturprojekter. Pensionsselskaberne vil næppe gå fri, hvis de grønne investeringer følger det mønster, vi har set med andre bobler, men de vil formentlig slippe billigere, fordi de har spredt risikoen mere ud,« siger Frederik Engholm.
Kent Damsgaard forsikrer, at pensionsselskaberne er yderst varsomme i forhold til det opadgående pres på priserne og risikoen for bobler. Han minder samtidig om, at klimadagsordenen er så altomfattende, at den grønne investeringspalette hele tiden vokser.
»Vi investerer jo kun i grønne løsninger, når vi samtidig vurderer, at det giver gode afkast til medlemmerne. De politiske klimamål både i Danmark og i EU har virkelig rodfæstet sig i samfundet og i hele erhvervslivet, og derfor bliver investeringsmulighederne også langt bredere,« siger Kent Damsgaard.
Hos regeringen og klimaminister Dan Jørgensen er der stor begejstring over, at pensionsselskaberne tager ansvar i forhold til klimakrisen.
»Der bliver i de kommende år brug for massive grønne investeringer både i Danmark og globalt, og her er det afgørende, at pensionsbranchens finansielle muskler er i spil. Derfor er jeg også rigtig glad for nyheden om, at de danske pensionsselskaber i så høj grad sender investeringerne i en grøn retning. Når pensionspengene bliver målrettet grønne projekter, bliver pengene ikke alene investeret i den enkeltes alderdom, men i vores fælles fremtid,« siger Dan Jørgensen.