• Opdateret 14/02/2022 kl. 12:09
Finans

Den danske pensionssektor vil være grøn frontløber, men har investeret 46 mia. kr. i sort industri

Danske pensionsmidler for milliarder af kroner er fortsat placeret i virksomheder, der stik imod internationale klimaambitioner leder efter ny olie. Det afdækker en omfattende kortlægning af 16 danske pensionsselskabers investeringer, som Mellemfolkeligt Samvirke har foretaget.

Artiklens øverste billede
Mellemfolkeligt Samvirke har lavet den hidtil mest omfattende kortlægning af danske pensionsselskaber investeringer i fossile selskaber. Illustration: Anders Vester Thykier

Rettet d. 14. februar kl. 12.09: Det har tidligere fremgået af artiklen, at PFA er det selskab, der er mest eksponeret mod fossile selskaber både målt i absolutte tal og som andel af balancen. Mellemfolkeligt Samvirke har fundet en fejl i balance-opgørelsen, som betyder, at PFA i stedet er nummer to, når investeringerne opgøres som andel af balancen. Tidligere fremgik det, at andelen var 1,3 pct. Efter ændringen er tallet 1,6 pct. PFA er stadig nummer et målt i absolutte tal.

Danskerne har tilsammen 46 mia. kr. af deres pensionsopsparing investeret i selskaber, som tjener penge på kul, olie og gas. Det viser en omfattende kortlægning fra NGO’en Mellemfolkeligt Samvirke, der for første gang nogensinde kan præsentere en samlet screening af pensionssektorens investeringer.

Milliardinvesteringerne i sorte selskaber hænger på ingen måde sammen med pensionsselskabernes udmeldinger om at være frontløbere i den grønne omstilling, mener Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

»Når man ved, at vi skal nedskalere vores forbrug af fossile brændsler drastisk, bliver det helt absurd, at de danske pensionsselskaber investerer 46 mia. kr. i disse fossile firmaer,« siger Tim Whyte.

Det Internationale Energiagentur, IEA, har regnet sig frem til, at der ikke er plads til at lede efter nye kul-, olie- og gasressourcer, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 1,5 grader og dermed leve op til Paris-aftalen. Alligevel har de danske pensionsselskaber investeret 22 mia. kr. i selskaber, som stadig leder efter ny olie.

»Det svarer til, at den samlede videnskab siger, at vi skal bremse op, men at pensionssektoren og dermed os alle sammen trykker på speederen,« siger Tim Whyte.

Vi synes heller ikke, at det er holdbart i længden, at de her selskaber bliver ved med at udvide produktionen, og det er vi da enormt ærgerlige over.

Mads Steinmüller, chef for ansvarlige investeringer i Danica Pension

Kortlægningen er baseret på investeringsdata fra 16 pensionsselskaber, som er screenet op mod definitioner af fossile selskaber, som er udarbejdet af den tyske NGO Urgewald.

Det betyder, at opgørelsen også medregner selskaber som f.eks. det amerikanske NextEra Energy, der bliver rost som det nye Ørsted, men som stadig har en stor del af forretningen i naturgas.

»Generelt er der væsentlig forskel på, hvordan fossile selskaber tilgår klimatransitionen. Denne del fremgår ikke af den kategorisering, der bliver forelagt i rapporten,« lyder kritikken fra Christian Storm Schubart, der er chef for bæredygtige investeringer i landets største kommercielle pensionsselskab, PFA.

Netop PFA er det selskab, der har suverænt flest penge investeret i fossile selskaber. I alt har PFA investeret 10,6 mia. kr. i selskaber, som opererer inden for kul, olie og gas.

Ser man på de olieselskaber, som fortsat investerer i at finde nye olieressourcer, bliver PFA overgået af Danica Pension, som ellers bryster sig af en ambitiøs klimapolitik.

»Vi synes heller ikke, at det er holdbart i længden, at disse selskaber bliver ved med at udvide produktionen, og det er vi da enormt ærgerlige over. Hvis vi skal komme i mål med de ambitioner, vi har for CO2-reduktioner, så er det også vigtigt, at de selskaber får vendt den udvikling. Det er noget, vi skal presse på for igennem vores dialog med selskaberne,« siger Mads Steinmüller, der er chef for ansvarlige investeringer i Danica.

Uret tikker. Der skal lægges klare strategier og sættes konkrete mål for omlægningen – og handling må følge ord

Connie Hedegaard, formand for tænketanken Concito og forhenværende klimakommissær i EU

Professor Andreas Rasche fra Copenhagen Business School peger på, at situationen generelt ikke er »tilfredsstillende.« Selvom nogle af de fossile virksomheder har vendt sig delvist mod vedvarende energi, så er sektoren »i det store hele en kæmpe kilde til CO2-udledning« og trækker dermed i modsat retning af de mål, som er indgået i Paris-aftalen, siger han.

»Fra et bæredygtighedsperspektiv er investeringer i disse virksomheder en spildt mulighed,« siger han og peger på, at investorer kan lægge et stort pres på virksomhederne ved at sælge ud, hvis ikke de er villige til at ændre sig.

»Fortiden har vist, at sådan en strategi har håndgribelige effekter, fordi kapitalomkostningerne for fossile virksomheder er steget.«

Investeringschef Anders Schelde fra Akademikerpension har den erfaring, at det først er, når pensionsselskabet ekskluderer og kritiserer virksomhederne offentligt, at de kommer i dialog. Foto: Stine Bidstrup.

Akademikerpension har længe brystet sig af at gå foran med frasalg af fossile selskaber. Investeringschef Anders Schelde bryder sig derfor heller ikke om, at selskabet ifølge kortlægningen er tredjestørst på fossile investeringer i forhold til balancen.

Til gengæld garanterer han, at billedet ser anderledes ud om få måneder, idet Akademikerpension netop har truffet beslutning om at sælge fossile erhvervsobligationer for 2 mia. kr.

»Vi ser simpelthen en større risiko for dårlige afkast, end mange andre tilsyneladende gør. Hvis de så den samme risiko, ville de nok også sælge mere ud,« siger Anders Schelde og afviser argumentet om, at man skal blive som investor for at presse selskaberne i den rigtige retning.

»Vores erfaring er den stik modsatte. Det er ofte først, når vi ekskluderer og kritiserer offentligt, at vi får selskaberne i tale,« siger han.

Formand for tænketanken Concito og forhenværende klimaminister og tidligere klimakommissær i EU Connie Hedegaard har skrevet forord til rapporten fra Mellemfolkeligt Samvirke. Hun er især kritisk over for, at pensionsselskaberne brander sig som »frontløbere i den grønne omstilling« og samtidig investerer i firmaer, som jagter nye fossile ressourcer.

»Uret tikker. Der skal lægges klare strategier og sættes konkrete mål for omlægningen – og handling må følge ord,« skriver Connie Hedegaard.

Pensionsselskaber som Velliv og Industriens Pension påpeger, at der stadig er behov for fossil energi mange år endnu. Derfor ser de både afkastmuligheder og stor klimaeffekt i at presse på for at omstille selskaber fra fossile brændsler til vedvarende energi.

Men den tålmodighed deler Tim Whyte ikke.

»Det, der skal ske med de 46 mia. kr., er, at de skal investeres i grøn energi. Alle er enige om, at den grønne omstilling skal ske, men det kræver altså noget handling allerede nu,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.