Fortsæt til indhold

Skive-virksomhed har størstedelen af produktionen i Ukraine: »Det værste, vi kan gøre lige nu, er ikke at tro på Ukraine«

NG Metal har hovedsæde i midtjyske Balling. Men virksomhedens vestukrainske fabrik står for størstedelen af produktionen. Men lukker grænserne, så rykker produktionen til Danmark, siger finansdirektør.

Adm. direktør og ejer Christen Bo Justesen (t.v.) med medejer A.P. Graversen fra NG Metal på besøg i Lviv, Ukraine i 2004, hvor virksomheden undersøgte mulighederne for at etablere produktion. Foto: Kim Hundevadt.
Finans

Metalvirksomheden NG Metal i Balling uden for Skive holder skarpt øje med konflikten mellem Rusland og Ukraine, der udvikler sig, hvis ikke time for time, så på daglig basis.

For selvom metalvirksomheden har 50 medarbejdere på sin midtjyske fabrik, så foregår størstedelen af produktionen i den vestukrainske by Lviv tæt på den polske grænse.

Her har den midtjyske virksomhed 210 medarbejdere, som står for 70 pct. af virksomhedens produktion. Den daglige drift har indtil videre ikke oplevet forstyrrelser grundet konflikten i den østlige del af Ukraine, selvom situationen ifølge finansdirektør, Flemming Højgaard Lind, er ganske uforudsigelig.

»Som udgangspunkt er det ”same procedure as yesterday” for os i øjeblikket. Konflikten har ikke ændret noget for vores daglige drift. Der er styr på materiale og mandskab i Ukraine, og så længe vi har en energiforsyning, der fungerer som normalt, så er det ligesom at have produktion alle mulige andre steder.«

210 medarbejdere går du ikke bare ud på gaden og støver op i Skive og omegn.
Flemming Højgaard Lind, finansdirektør, NG Metal

NG Metal er underleverandør i metalløsninger til industrien, hvor aftagerne af produkterne for langt størstedelens vedkommende er danske kunder. De sidste 17 år har NG Metal arbejdet med både den danske og den ukrainske fabrik, og det er netop dét setup, der skal holde virksomhedens produktion i gang, hvis situationen i Ukraine skulle udvikle sig yderligere.

»Produktionsmæssigt er der en nogenlunde spejling mellem de to setups, så det er et spørgsmål om at fylde tilstrækkelige ressourcer ind i det danske setup, hvis de ukrainske grænser lukker,« siger Flemming Højgaard Lind, som dog indrømmer, at virksomheden selvfølgelig ikke vil kunne rykke sin produktion fra Ukraine til Danmark problemfrit i løbet af natten.

»Vi vil umiddelbart kunne rykke hele produktionen til Danmark. Men vi har 210 mand i Ukraine, og det er klart, at 210 medarbejdere går du ikke bare ud på gaden og støver op i Skive og omegn. Det kræver benarbejde. Det gør du hverken i løbet af 14 dage eller fire uger, men på det lange sigt, kan det lade sig gøre for os at rykke produktionen til Danmark.«

NG Metal arbejder med produktion af en lang række metalprodukter fra sine fabrikker i Danmark og Ukraine. Pressefoto

Selvom konflikten mellem Rusland og Ukraine i øjeblikket er på sit højeste, har NG Metal dog endnu ikke flyttet noget produktion nordpå endnu, fortæller finansdirektøren.

»Vi står 100 pct. bag vores ukrainske setup. Det værste vi kan gøre lige nu, er ikke at tro på Ukraine. Vi skal selvfølgelig fokusere på vores kunder, men så længe vi ikke ser noget, der indikerer, at vores arbejdsgange blive sværere, så fortsætter vi ufortrødent,« fortæller han.

De sidste 17 år, som NG Metal har opereret i Ukraine, har landet været i en markant udvikling, fortæller Flemming Højgaard Lind. Selvom levestandarden i landet ifølge finansdirektøren er steget, så har der også været udfordringer, fortæller han. Da Rusland i 2014 annekterede halvøen Krim, gav det dengang bekymringer hos NG Metal. Men annekteringen kom ikke til at påvirke den midtjyske virksomheds produktion, og Flemming Højgaard Lind regner heller ikke med, at NG Metals produktion bliver berørt i denne omgang.

Artiklens emner
NG Metal