Streaminggigant trækker stikket i Rusland
Den svenske streaminggigant Spotify har nu valgt at trække sig fuldstændig fra Rusland. Tidligere har selskabet både lukket deres kontorer og stoppet salget af Premium-tjenesten.
Den svenske streamingplatform Spotify vil nu trække sig fuldstændig fra Rusland. Det skriver BBC fredag. Tidligere på måneden har selskabet lukket deres kontorer i Rusland som følge af Ruslands invasion af Ukraine. På grund af de indførte sanktioner mod Rusland har Spotify heller ikke kunne sælge deres Premium-tjeneste til russiske brugere.
Nu går selskabet dog skridtet videre. Spotify lukker midlertidigt fuldstændig for selskabets service, da de nu ikke længere gør det muligt at streame fra platformen. Det gør de som modsvar på Ruslands nyindførte stramme censurlovgivning, som gør det strafbart at ytre meninger og holdninger om krigen i Ukraine, som strider imod Ruslands udlægning.
Selvom Spotify primært er kendt for dets musikstreaming, har selskabet gennem de seneste år også etableret sig som en stor spiller på podcast-markedet, og det er især den gren af forretningen, som bekymrer selskabet.
»Spotify har fortsat troet på, at det er afgørende at forsøge at holde vores tjeneste operationel i Rusland for at levere pålidelige, uafhængige nyheder og information fra regionen. Desværre sætter nyligt vedtaget lovgivning, der yderligere begrænser adgangen til information, eliminerer ytringsfrihed og kriminaliserer visse typer nyheder, sikkerheden for Spotifys medarbejdere og muligvis vores lyttere i fare,« skriver Spotify i en pressemeddelelse.
Derved bliver det ikke længere muligt for russiske brugere at streame hverken musik eller podcasts via Spotify.
Det er den samme lovgivning, som har gjort at mange internationale medier, heriblandt bl.a. BBC, New York Times og CNN, også har trukket sig ud af Rusland. TV2 har deslige tidligere på måneden trukket deres Moskva-korrespondent ud af landet.


