Fortsæt til indhold

Svensk tele-mastodont smidt ud af anti-korruptionssamarbejde efter bestikkelsesskandaler

Det svenske telekom-selskab Ericsson er blevet smidt ud af World Economic Forums anti-korruptionssamarbejde efter flere skandaler. Senest peger undersøgelse på, at virksomheden indirekte kan have finansieret terrorgruppen Islamisk Stat i Irak.

Ericsson er en af verdens førende virksomheder indenfor udviking og udbredelse af 5G-teknologi. Arkivfoto: Imaginechina via AP
Finans

Den svenske telekom-mastodont Ericsson, som målt på omsætning er Sveriges tredjestørste virksomhed, er nu blevet smidt ud af World Economic Forums anti-korruptionsinitiativ, som 88 store internationale selskaber har forpligtet sig til - blandt andet danske Danfoss. Det skriver den franske avis Le Monde.

Udsmidningen kommer på baggrund af en række korruptions- og bestikkelsessager, der har ramt den svenske gigant de senere år. I 2019 gik selskabet med til at betale over 1 mia. dollars til de amerikanske myndigheder som straf for en lang række korruption- og svindelsager i Djibouti, Kina, Vietnam, Indonesia og Kuwait fra start 00’erne op til 2016. En af de største korruptions-forlig i historien.

Nu undersøges Ericsson så for ligeledes at, gennem tredjeparter, have bestukket sig adgang til områder i Irak, der blandt andet var styret af terrorgrupperingen Islamisk Stat. Penge, som kan have ført til finansiering af Islamisk Stats terroraktioner. En sag Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister afdækkede i februar i år.

Ifølge Le Monde kommer forbuddet efter en intern diskussion i World Economic Forum, som har forholdt sig til de mange kritiske historier i pressen, der sår tvivl om Ericssons troværdighed og evne til at forbedre sin forretningsetik.

Ericsson-aktien er faldet 20 pct. siden historierne om de lyssky forretningsforbindelser i Irak kom ud i midten af februar.

Artiklens emner
Ericsson
World Economic Forum