Elon Musk langer ud efter Bill Gates for at satse på Tesla-nedtur
Verdens rigeste person bekræfter ægtheden af en beskedudveksling med Microsoft-grundlægger Bill Gates, der viser, at sidstnævnte har sat sine penge på, at Tesla-aktien vil falde.
Twitter-afficionado og verdens rigeste person, Elon Musk, har endnu engang besøgt sin favorit blandt de sociale medier. Denne gang er der kommet en krydret sag ud af det, og den involverer en anden af verdens rigeste, Bill Gates.
Det er nemlig kommet frem, at Microsoft-grundlægger og filantrop Bill Gates - på trods af tidligere at have skamrost Elon Musk og hans indsats for elbilproducenten Tesla - har satset en halv milliard dollars på, at Teslas aktiekurs vil falde.
Det kaldes at shorte en aktie, når man indgår et sådant væddemål.
Og nyheden kommer fra en af hovedpersonerne selv, for Elon Musk var natten til lørdag frisk nok til at bekræfte, at skærmbilleder, der angivelig er taget af hans personlige sms’er med Bill Gates, er autentiske.
Således svarede han i nat en Twitter-bruger, der spurgte ham, om skærmbillederne, der cirkulerede på internettet, var ægte.
»Ja, men jeg lækkede det ikke til NYT (avisen The New York Times, red.). De må have fået det gennem venner. Jeg hørte fra adskillige til TED (et konferencearrangement Elon Musk for nylig deltog i, red.), at Gates stadig havde en halv milliard short mod Tesla, hvorfor jeg spurgte ham, så det er ikke ligefrem tophemmeligt,« skrev Elon Musk.
Kort tid efter langede Elon Musk for alvor ud efter Bill Gates, da han slog et billede op på Twitter af den i dag 66 år gamle entreprenør fra Seattle.
På billedet ses Bill Gates over for en af Apples mere kontroversielle emoji’s, den gravide mand, som for nylig blev tilføjet alverdens iPhones og andre Apple-produkter, da en opdatering af styresystemet iOS udkom.
Til den sammenstilling føjede Elon Musk teksten: »Hvis du har behov for hurtigt at komme af med din stådreng.«
Af den private sms-samtale mellem Bill Gates og Elon Musk fremgår det, at Bill Gates forsøgte at komme i kontakt med Elon Musk for at diskutere filantropiske muligheder. Men fordi Bill Gates bekræftede, at han stadig har en short-position mod Tesla, svarede Elon Musk:
»Beklager, men jeg kan ikke tage din filantropi inden for klimaforandringer alvorligt, når du har en enorm short-position mod Tesla, den virksomhed, som gør mest for at løse klimaforandringer.«