Finans

Resultatet dykker: Danske Banks indtjening ramt af uroen på finansmarkederne

Danske Banks bundlinje dykker med 9 pct. efter et kvartal præget af stor uro.

Artiklens øverste billede
Danske Bank har fredag offentliggjort regnskab for årets første tre måneder af 2022. Foto: Arkiv.

Danske Banks overskud faldt med 294 mio. kr. eller 9 pct. i årets første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.

Dermed har landets største bank tjent 2,8 mia. kr. efter skat.

Bankens indtægter er faldet, mens omkostningerne er steget. Det har fået resultatet af kerneforretningen til at dykke med 576 mio. kr. eller 13 pct. Medvind fra faldende nedskrivninger betyder dog, at resultatet før og efter skat falder mindre.

»Det miljø, som vi og vores kunder står overfor, skifter hurtigt. Ændringerne skyldes ikke kun makroøkonomisk usikkerhed og geopolitisk uro, men også de fortsatte virkninger af covid-19-pandemien, herunder flaskehalse i forsyningskæderne, ændrede sociale trends og stigende inflation, især i forhold til råvare- og energipriser,« påpeger adm. direktør Carsten Egeriis i ledelsesberetningen til kvartalsregnskabet.

Trods de usikre tider fastholder Danske Bank forventningen om at lande et overskud for hele året i niveauet 13-15 mia. kr.

Ifølge banken er det især uroen på de finansielle markeder, som påvirker regnskabet negativt, idet det har ført til lavere indtægter fra aktiviteter relateret til finansmarkederne. Hvor handelsindtægter i samme periode sidste år bidrog med 1,3 mia. kr., er den post mere end halveret til 565 mio. kr. i år.

Resultaterne betyder, at forrentningen af egenkapitalen er faldet fra 7,5 pct. i samme kvartal sidste år til 6,4 pct. Dermed er banken stadig meget langt fra ambitionen om at levere i niveauet 8,5 til 9 pct. til næste år.

Ifølge analytiker Per Hansen fra Nordnet er Danske Banks regnskab en skuffelse.

»Den afstand, som Danske Bank gerne vil formindske til konkurrenterne, bliver desværre for Danske Bank og aktionærerne, forøget,« skriver han i en kommentar til regnskabstallene.

Danske Bank har tjent ca. 300 mio. kr. mindre i årets første tre kvartaler, end analytikerne der følger aktien på forhånd forventede.

Handelsindtægterne er ca. 300 mio. kr. under det forventede, mens omkostningerne er ca. 200 mio. kr. højere end forventet.

Ifølge Per Hansen bliver det næste vigtige pejlemærke for aktionærerne, hvor stor en bøde banken får af de amerikanske myndigheder for den mangelfulde hvidvaskindsats i Estland.

»De kommende uger og måneder vil investorerne vente på den amerikanske afgørelse, men Danske Bank forbliver en anden investeringsvare end konkurrerende bankaktier,« påpeger Per Hansen.

Torsdag oplyste Danske Bank, at bestyrelsen indtil videre har valgt ikke at udbetale resten af det planlagte udbytte til aktionærerne for i år.

Banken har udbetalt 2 kr. pr. aktie og havde planer om at udbetale yderligere 5,5 kr. pr. aktie i årets tre kommende kvartaler. De 5,5 kr. svarer til 4,7 mia. kr.

Men banken kunne torsdag fortælle, at den nu er i indledningsvise drøftelser med amerikanske og danske myndigheder om bøden i hvidvasksagen, som banken forventer får en »væsentlig karakter«.

I kvartalsregnskabet sætter topchefen lidt flere ord på den sag.

»Vi er nu i gang med de indledende drøftelser med amerikanske og danske myndigheder om Estlandsagen. Vi kan ikke fortælle mere om drøftelserne med myndighederne, som foregår i fortrolighed. Og vi kan ikke sige noget om hverken timing, udfald eller størrelsen af et potentielt forlig eller bøde, som formentlig vil være væsentlig,« siger Carsten Egeriis.

Nordeas topchef, Frank Vang-Jensen, sagde torsdag i forbindelse med offentliggørelsen af bankens kvartalsregnskab, at han var trist i øjeblikket pga. krigen i Ukraine. Danske Banks topchefs humør er ikke meget bedre.

»Årets første kvartal var præget af den frygtelige krig i Ukraine. Den rører os alle dybt, og jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse med de mennesker, der er påvirket af den russiske invasion,« lyder det fra Carsten Egeriis.

Danske Banks 228 medarbejdere i bankens realkreditselskab, Realkredit Danmark, ser ud til at have haft travlt i årets første tre måneder. Selskabet oplyser, at 2.500 kunder har lagt lån om og benyttet muligheden for at skære en del af restgælden ved at optage et nyt lån med en højere rente. Det samlede udlån er steget fra 793 mia. kr. i første kvartal sidste år til 809 mia. kr. i samme periode i år.

Det ændrer dog ikke ved, at Realkredit Danmark tjener færre penge. Resultatet falder med 60 mio. kr. til 1.232 mio. kr. fra første kvartal sidste år til samme periode i år. Det hænger bl.a. sammen med, at indtægterne fra bidragssatserne – det gebyr, som kunderne betaler for at have et realkreditlån – falder fra 1.474 mio. kr. til 1.458 mio. kr.

Regnskabstal for 1. kvartal:

(mio. kr.) 1. kvt. 2022 1. kvt. 2021 Ændring i pct.
Nettorenteindtægter 5.630 5.450 3,3
Nettogebyrindtægter 3.379 3.402 -0,7
Handelsindtægter 565 1.266 -55,4
Indtægter i alt 10.327 10.805 -4,4
Driftsomkostninger 6.371 6.273 1,6
Resultat før nedskrivninger 3.955 4.531 -12,7
Nedskrivninger 234 497 -52,9
Resultat før nedskrivninger 3.707 4.054 -8,6
Periodens resultat 2.845 3.139 -9,4

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.