»Supersurt klima« holder selskaber fra børsen - rådgivere melder om opbremsning
Flere virksomheder har for nuværende opgivet børsdrømmen. Men de vil stå klar til at ringe med klokken, når markedet vender, lyder vurderingen fra flere rådgivere.
Investorerne kommer til at kigge langt efter nye børsnoteringer herhjemme i resten af 2022.
Sådan lyder meldingen sammenstemmende fra både rådgivere og virksomhedsledere.
»De virksomheder, der havde en børsnotering i støbeskeen og gerne ville gøre noget i 2022, har som udgangspunkt lagt planerne pænt i skuffen. Men de fleste har ikke lagt intentionerne på hylden,« siger Christina Bruun Geertsen, der er partner og advokat i Kromann Reumert.
Dermed har investorer givetvis hørt klokken ringe på Nasdaq-børsen i København for sidste gang i år. Det skete torsdag, da ejendomsselskabet Swiss Properties Invest som det hidtil eneste danske selskab i 2022 gik på børsen - nærmere bestemt Nasdaqs alternative markedsplads, First North.
Inden den voldsomme markedsuro og de deraf stærkt faldende aktiekurser indtraf, var en håndfuld danske virksomheder ellers i fuld gang med at forberede en børsnotering i løbet af i år eller næste år.
Men de planer er lagt på is for nu, lyder meldingen fra flere aktører. Også investeringsbankerne havde forventet flere noteringer i år. Nu er markedet i stedet i gang med »en relativt fuld opbremsning«, som Claus Kronbak, partner og leder af EY Danmarks Capital Market-afdeling, formulerer det.
»Der er stor volatilitet i markederne, og der er sket drastiske fald. Der har også været noteringer, hvor kursen er faldet efter noteringen, hvilket betyder, at man har tabt penge nye noterede virksomheder.«
»Min analyse er, at alle er afventende og forbereder sig. Alle tænker, at hvis det pludselig vender igen, så kan de, der er der er parat til at gå i markedet, komme godt afsted,« tilføjer Claus Kronbak.
Konsulenthuset 7N er blandt de virksomheder, der havde satset på at blive noteret i 2022. Men markedsuroen og en tiltagende frygt for recession har fået Jeppe Hedaa, bestyrelsesformand og stifter af konsulenthuset, til at lægge drømmen på is for nu.
»Vi vil gerne give vores børsnotering en lidt bedre start, end den vi har set i maj-juni med 5 pct. fald om ugen. Det virker som et supersurt klima at starte den rejse på.«
»Vi er sådan set klar. Den er bare blevet lagt i fryseren, indtil klimaet bliver en lille smule mere forudsigelig,« siger Jeppe Hedaa.
Af andre danske virksomheder, der havde sat næsten op efter en børsnotering, men som har lagt planerne på hylden for nu, finder man blandt andet juice- og slikkæderne Joe & The Juice og Lakrids by Bülow, it-selskaberne EG og Conscia samt biotekselskabet Union Therapeutics.
De svingende aktiekurser får de fleste virksomheder til at se tiden an, påpeger Christina Bruun Geertsen. Helt basalt kan man ikke få nok investorer med om bord til den rigtige pris i øjeblikket, påpeger hun.
Hun kender til flere virksomheder med aktuelle børsplaner, som nu er lettede over, at de ikke kom ud med planerne, lige inden markedsuroen ramte.
»Det er et kæmpeprojekt at lave en børsnotering, så internt er det lidt en mavepuster, hvis det ikke lykkes,« siger hun.
Hun nævner, at der typisk er to spor, hvad angår timingen af en børsnotering. Et eksempel er biotekselskaber, der ofte går børsvejen med en strammere tidshorisont, fordi de typisk har brug for at skaffe kapital til virksomhedens drift. Hvorimod de fleste »modne virksomheder«, hvor ejeren ønsker at sælge ud, typisk har friere hænder til at time en notering helt optimalt, og hvorvidt det så bliver i 2022, 2023 eller 2024, gør ikke så meget, påpeger hun.
Jeppe Hedaa fra it-konsulenthuset 7N, der blev stiftet for 50 år siden, satser fortsat på, at en notering bliver til virkelighed en dag.
»Det vil være godt for 7N på den lange bane at blive børsnoteret. Vi har et 200-års perspektiv på vores ambition. Vi vil gerne være i hele verden, og jeg bliver ikke 200 år,« siger bestyrelsesformanden, der understreger, at firmaet er overskudsgivende og dermed ikke afhængig af nogen særlig timing.
Sætter frygten for en recession sig i økonomien, og dykker markederne yderligere, er der ingen grund til at gå på lige nu, siger han.
»Det vil bare blive et dårligere klima. Så kan vi lige så godt vente, vi ved jo, at det vender på et tidspunkt.«
Lars Hagbard Grønkjær, partner og advokat i DLA Piper, erkender også, at usikkerhederne har fået flere selskaber til skrinlægge eller udskyde børsplanerne, men han har dog ikke givet helt slip på optimismen.
»Jeg har været i dette game i mere end 20 år, og der har kun været et tidspunkt, hvor jeg har oplevet, at der var en rigtig lang pause, og det var i forbindelse med finanskrisen. Men der er masser af kapital derude, og derfor ser jeg det ikke dette som en situation ligesom den,« siger Lars Hagbard Grønkjær.



