Oliegiganter med rekordprofit efter måneder med skyhøje brændstofpriser
Oliegiganter som Shell, ExxonMobil og Chevron præsenterede denne uge resultater for årets andet kvartal, og alle tre selskaber smadrede deres hidtidige profitrekorder. De enorme overskud kommer efter flere måneder med stigende brændstofpriser.
De store internationale olieselskaber Shell, Chevron og ExxonMobil har i denne uge præsenteret regnskab for årets andet kvartal, og der er noget at juble over på direktionsgangene hos oliegiganterne. Alle tre selskaber har nemlig slået deres hidtidige rekord for profit på et enkelt kvartal.
Amerikanske Chevron og ExxonMobil kunne således præsentere et overskud for kvartalet på henholdsvis 11,6 mia. dollars og 17,9 mia. dollars. Det svarer til cirka 85 mia. kr. og 130 mia. kr. Det skriver Financial Times.
»De stærke resultater for andet kvartal afspejler et stramt globalt marked, hvor efterspørgslen er oppe på næsten præ-pandemiske niveauer og udbuddet er svækket,« udtalte Exxon-topchef Darren Woods til Financial Times.
Også britiske Shell har i ugens løb kunne præsentere et enormt overskud i 2. kvartal. Her slog oliemastodonten, for andet kvartal i træk, sin egen profitrekord for et kvartal, da virksomheden har haft et overskud på 11,5 mia. dollars. Til sammenligning kunne Shell præsentere et overskud på 5,5 mia. dollars i samme periode sidste år. Det skriver Reuters.
Samlet set har det været et enormt lukrativt 2. kvartal for ”Big Oil” - en betegnelse for de største olieselskaber i verden. De fem store vestlige af slagsen — Exxon, Chevron, Shell, BP og TotalEnergies — kan således præsentere et samlet overskud på over 50 mia. dollars - 364 mia. kr. - for månederne april, maj og juni.
De enorme overskud kommer som følge af mange måneder med oliepriser på himmelflugt, hvor især krigen i Ukraine har medvirket til de voldsomme prisstigninger. Priserne på bl.a. benzin og diesel har i år derfor ramt rekordhøje niveauer og på den måde presset leveomkostningerne opad for forbrugere.
De store olieselskabers milliardoverskud er derfor også blevet kritiseret fra flere sider. Blandt andet af den amerikanske præsident, Joe Biden, som i juni sablede ExxonMobil for at horde profit midt i en krisetid.
»Exxon har tjent flere penge end Gud i år,« sagde Joe Biden i en tale. Det skriver Business Insider.