Fortsæt til indhold

Så meget er Ukraines økonomi skrumpet siden krigen brød ud

Den ukrainske økonomi er skrumpet med 30 pct. i årets tre første kvartaler, viser nye tal. Den seneste måned bringer dog en smule optimisme med sig.

Krigen i Ukraine har voldsomme konsekvenser for landets økonomiske udvikling. Foto: Reuters/Alexander Ermochenko
Finans

Den ukrainske økonomi skrumpede med 30 pct. i årets tre første kvartaler sammenlignet med samme periode sidste år. Det oplyste Ukraines finansministerium lørdag, ifølge Reuters.

Ikke overraskende skyldes størstedelen af tilbagegangen Ruslands pågående invasion af landet.

»Situationen ved fronten blev forbedret i september, men fjenden fortsatte med at beskyde ukrainsk territorium, hvilket lagde pres på virksomheder og logistik. Yderligere ødelæggelse af produktionsfaciliteter, infrastruktur og boligbygninger, samt usikkerhed om, hvor længe krigen vil vare, hæmmede udviklingen og udsatte genopretningen,« skrev ministeriet i en officiel udtalelse.

Septembers dårlige vejr i det krigshærgede land har dog også påvirket økonomien negativt idet vejret har forværret høsten. En høst som Ukraine er ekstremt afhængige af, da landet er en af verdens største producenter og eksportører af hvede, majs og raps.

Før invasionen stod landbruget for 11 pct. af Ukraines årlige bruttonationalprodukt og for 40 pct. af landets samlede eksport.

Den seneste måned har dog bragt et enkelt økonomisk lyspunkt med sig. Siden august er Ukraines eksport nemlig steget med 23 pct., hvilket skyldes den internationale aftale som Ukraine, Rusland og FN indgik i august, der igen har tilladt ukrainske skibe at sejle fra havnene ved Sortehavet med bl.a. hvede.

I juli oplyste den ukrainske centralbank, at man forventer at økonomien igen ville vokse i 2023.