Danske Bank nedlægger 173 stillinger
Landets største bank har opsagt stillingerne som led i en omstrukturering, lyder det fra Finansforbundet.
Danske Bank har som led i en såkaldt omstruktureringsproces nedlagt 173 stillinger - heraf bliver de 150 stillinger nedlagt i Danmark. Det oplyser Finansforbundet i en pressemeddelelse
FinansWatch fik som det første medie herhjemme bekræftet nyheden af Danske Bank.
»Det, at sige farvel til gode og dedikerede folk, er ikke noget, vi tager let på. Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan, for at støtte dem, hvis stillinger bliver nedlagt, enten ved at tilbyde dem andre stillinger i banken, eller ved at hjælpe dem med at søge nye muligheder uden for banken,« skriver Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank, i en mail til Finanswatch.
Ifølge Finansforbundet er der udover de medarbejdere i Danmark, som har fået deres stilling opsagt, også mange medarbejdere, som enten er blevet bedt om at flytte område eller ansættelsessted i forbindelse med omstruktureringsprocessen.
Fra Finansforbundet lyder det, at man er uforstående over for beslutningen, og at man samtidig er bekymret for konsekvenserne.
»Medarbejderne i Danske Bank har de senere år været gennem rigtig mange forskellige slags stormvejr under skiftende ledelser. Alligevel har de holdt kursen og skabt resultater for banken. Derfor er det helt barokt, at man nu skærer så dybt i præcis den medarbejderstab, som holder hjulene og forretningen i gang,« udtaler Kent Petersen, der er formand for Finansforbundet.
Meldingen om omstruktureringen kommer to dage inden Danske Bank offentliggør sit regnskab for tredje kvartal.
Det er et regnskab som ifølge Sydbank kan komme til at indeholde en nedjustering som følge af udviklingen på finansmarkederne og omkostninger til inkassosagen.


