Fortsæt til indhold

Elon Musk fyrer halvdelen af de ansatte: Nu blander den amerikanske præsident sig

Den amerikanske præsident Joe Biden mener, at Twitter er med til at sprede løgne i hele verden. Udtalelsen kommer kort efter, Elon Musk har fyret 15 pct. af platformens redaktører.

Joe Biden står på tirsdag overfor en skæbnesvanger dag, når der er midtvejsvalg i USA. Foto: REUTERS/Brendan McDermid
Finans

»Og nu til det, som vi alle bekymrer os om. Elon Musk køber en platform, der er med til at sprede løgne i hele verden«

Så kontant er den amerikanske præsident Joe Biden, da han fredag til et velgørenhedsarrangement bliver spurgt ind til verdens rigeste mands opkøb af det sociale medie, Twitter.

Udtalelsen falder samme dag, hvor det blev offentliggjort, at Musk har tænkt sig at fyre halvdelen af Twitters ansatte, hvilket betyder, at i omegnen af 3700 mennesker bliver arbejdsløse.

»Der er ingen redaktører mere. Der er ingen redaktører. Hvordan skal vi forvente, at børn forstår, hvad der er på spil?,« fortsatte den amerikanske præsident.

Siden Musk første gang ytrede sine planer for sit køb af Twitter, der beløber sig til mere end 300 mia. kr., har kritikere frygtet, at platformen vil blive mere tolerant overfor hadefulde og racistiske ytringer.

Selv har Musk forklaret, at han vil genskabe ytringsfriheden på platformen.

Med fyringen af halvdelen af de ansatte, var der hurtigt rygter om, at dette vil gå ud over de redaktører, der indtil videre har sørget for at moderere Twitter, således at hadefuldt indhold blev fjernet.

Musk forsikrede natten til lørdag, at det blot er 15 pct. af redaktørerne, som har fået stukket en fyringsseddel i hånden.

Eller modtaget en mail, som retmæssigt var sådan, de ansatte fik beskeden. Twitter-ejeren forsvarer sin beslutning med, at han er nødt til at holde en hånd under platformen:

»Når det kommer til reduktionen af Twitters arbejdsstyrke, så har jeg desværre ikke haft noget valg, da vi taber 30 mio. kr. om dagen,« skriver Musk på Twitter og tilføjer, at de afskedigede medarbejdere bliver tilbudt en kompensation i fratrædelse svarende til tre måneders løn, hvilket er 50 pct. mere, end loven kræver.