Fortsæt til indhold

Under en uge efter opkøb stopper Carlsberg reklamer på Twitter

Den danske bryggerigigant har for nu sat en stopper for annoncering og reklame på det sociale medie Twitter.

Elon Musks køb af Twitter beløber sig til 328 mia. kr. Foto: REUTERS/Dado Ruvic/Illustration/File Photo
Finans

Carlsberg stopper nu med at have reklamer og annoncer for dets produkter på det sociale medie Twitter.

Det bekræfter den danske bryggerigigant overfor Financial Times.

»Vi har bedt vores marketinghold om at stoppe med reklameaktiviteter, og vi følger situationen nøje,« siger en talsperson for Carlsberg.

Historien melder intet om, hvornår Carlsberg har tænkt sig at påbegynde reklamer igen - eller hvad, der skal til for at dette sker.

Danmarks sjette største børsnoterede selskab er blot en af flere multinationale selskaber, der har valgt at stoppe sine reklameaktiviteter ovenpå Elon Musks mere end 300 mia. kr. store opkøb af Twitter.

Foruden Carlsberg har også General Motors, Mondelez, Volkswagen and General Mills droppet sine reklamer på det sociale medie.

Flere medier skriver, at selskabernes beslutning er en reaktion på de vedholdende rygter om, at Elon Musk har tænkt sig at lempe restriktionerne for hadefulde ytringer og misinformation på platformen. Det er dog ikke bekræftet, at dette er årsagen til Carlsbergs beslutning.

Musk har tidligere lovet, at Twitter ikke bliver et »frit for alle helvede, hvor alt kan blive skrevet uden konsekvenser«

Andre medier skriver, at beslutningerne kan være en reaktion på det opslag, som Musk tidligere på ugen delte.

I opslaget var der ubegrundede påstande om, at personen, der angreb Nancy Pelosis 82-årige mand, var en homoseksuel mand, som var blevet samlet op på en bar, ifølge Daily Mail.

Den nye Twitter-ejer virker ikke synderligt tilfreds med virksomhedernes beslutning, som han mener er sket på grund af pres fra omverdenen:

»Twitter har haft en kæmpe nedgang i omsætningen på grund af, at aktivistiske grupper presser annoncører, selvom intet har ændret sig vedrørende moderationer (af opslag og kommentarer, red.) - og vi har gjort alt, hvad vi kunne for at imødekomme aktivisterne,« skriver Musk på sin twitter.

Det er til at forstå, hvis udviklingen bekymrer den nye ejer - der også er verdens rigeste person. Annonceindtægter bidrager samlet set med mere end 90 pct. af Twitters årlige omsætning.