Finans

Danica lægger pres på tusindvis af sine kunder med prisstigning på 400 pct.

Tusindvis af Danica-kunder bliver fra årsskiftet udsat for en mærkbar prisstigning. Et forsøg på at presse kunderne over i et andet produkt, lyder analysen fra en brancheekspert.

Artiklens øverste billede
Danske Banks pensionsselskab, Danica Pension, med Søren Lockwood i front hæver prisen på et produkt, som selskabet har arvet fra SEB Pension. Foto: Danske Bank

Tusinder af kunder kan se frem til at betale 400 pct. mere om året for at lade Danica Pension forvalte deres pensionsopsparing. Det fremgår af et kundebrev fra pensionsselskabet til kunderne, som Finans er i besiddelse af.

Det er kunder, som sparer op til alderdommen via produktet Tidspension, der rammes af den voldsomme prisstigning, og som en pensionsekspert har svært ved at forstå rimeligheden af.

»Det virker, som om Danica Pension forsøger at presse kunderne ud af dette ellers udmærkede produkt. Det er nogle kunder, som ikke rigtig betyder noget for selskabet,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og adm. direktør i pensionsmæglerselskabet AFPR.

Han vurderer, at Danica hellere vil have kunderne over i produktet Danica Balance, som er et moderne markedsrenteprodukt, som stort set alle nye kunder sparer op til pensionisttilværelsen i. Her bærer kunderne selv tabet, hvis aktie- og obligationsmarkederne taber pusten.

Prisstigningen svarer til, at en kunde med en opsparing på 3 mio. kr. skal betale 15.000 kr. i stedet for som hidtil 3.000 kr. for den garanti, som er tilknyttet produktet Tidspension. Garantien betyder, at den årlige forrentning af pensionsopsparingen aldrig bliver negativ.

En anden pensionsekspert undrer sig over, at Danica Pension, som ejes af Danske Bank, finder det nødvendigt at hæve prisen med 400 pct.

»Det lyder som en voldsom prisstigning. Den ”rigtige” pris kan ikke være 0,1 pct. i dag, og 0,5 i morgen (efter nytår, red.), så selve stigningstaksten undrer mig,« siger Søren Andersen, aktuar og adm. direktør i pensionsmæglerselskabet FPension.

Pensionsselskabet burde erkende, at produktet støver til, fordi det ikke får tilført nye kunder, og give eksisterende kunder mulighed for et godt omvalg.

Jørgen Svendsen, adm. direktør i AFPR

Produktet er ifølge eksperten skruet sådan sammen, at kunderne har to konti hos Danica Pension. Pensionsindbetalingerne ryger ind på en pensionskonto, mens afkastet fra opsparingen ryger ind på en bufferkonto. Hver måned overfører Danica Pension en andel af afkastet fra bufferkontoen til pensionskontoen, mens det overskydende afkast bliver stående på bufferkontoen og fungerer som en slags stødpude i tilfælde af en periode med negativt afkast fra investeringsmarkederne.

Meningen med Tidspension er, at kunderne oplever et mere jævnt afkast over en opsparingsperiode, fordi negative afkast kan modregnes i tidligere års positive afkast, som er blevet stående på bufferkontoen.

»Det er en god blanding mellem den traditionelle, garanterede opsparing og den moderne markedsbaserede opsparing. Især i en tid som denne, hvor markederne generelt er faldet i værdi i år,« siger Søren Andersen.

Danica Pension har lukket for nye kunder, som ønsker at spare op til alderdommen via produktet, ligesom eksisterende kunder har fået at vide, at de ikke kan indbetale flere penge på Tidspension, som er tilknyttet en garanti.

Pensionsselskabet ønsker ikke at stille op til interview og svare på, hvorfor man har hævet prisen med 400 pct. Dermed har det heller ikke været muligt at finde ud af, om prisstigningen skyldes, at Danica Pension forsøger at presse kunderne ud af produktet.

Pensionsekspert Jørgen Svendsen kalder det for en »uheldig situation« for de tilbageværende kunder.

»Det er rigtigt, at prisen for at stille en garanti til rådighed for kunderne med Tidspension er blevet dyrere for Danica, men det er jo ikke blevet 400 pct. dyrere. Nu sætter Danica kunderne i en situation, hvor de nærmest er stavnsbundne, fordi de skal dække underskuddet på bufferkontoen, hvis de skifter pensionsselskab eller produkt,« siger Jørgen Svendsen og kommer med en klar opfordring til Danica Pension.

»Pensionsselskabet burde erkende, at produktet støver til, fordi det ikke får tilført nye kunder, og give eksisterende kunder mulighed for et godt omvalg (komme ud af produktet uden tab, red.), så de kan komme over i det moderne markedsrenteprodukt uden tab,« siger Jørgen Svendsen.

Det har Danica Pension heller ikke ønsket at forholde sig til. Selskabet henviser til udmeldingen i brevet til kunderne, hvoraf det fremgår, at det er for at sikre en bedre balance mellem indtægter og udgifter, at pensionsselskabet hæver prisen på garantien tilknyttet Tidspension.

Danica Pension har heller ikke ønsket at oplyse, hvor mange kunder der sparer op til alderdommen via Tidspension, eller den samlede formue, som er placeret i produktet. Danica Pension overtog produktet fra SEB Pension i forbindelse med Danicas køb af SEB Pension tilbage i juni 2018.

Den senest tilgængelige årsrapport fra SEB Pension er fra 2017, og den afslører, at kunderne på det tidspunkt havde 18,7 mia. kr. placeret i Tidspension. Tidligere ansatte fra SEP Pension, som Finans har været i forbindelse med, vurderer, at mere end halvdelen var tilknyttet en garanti.

Danica Pension tjener dermed i omegnen af 35 til 40 mio. kr. ekstra om året på prisstigningen, hvis formuen placeret i Tidspension er nogenlunde uændret.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.