Fortsæt til indhold

Danske Bank erklærer sig skyldig og betaler milliardbøde i hvidvasksag

Danske Bank har indgået et forlig med amerikanske og danske myndigheder og betaler en samlet bødebetaling på 15,3 mia. kr.

Danske Bank har tirsdag erkendt sig skyldig i bedrageri og indgået et forlig med to amerikanske og en dansk myndighed, som betyder en samlet bødebetaling fra banken på 15,3 mia. kr. Derudover har de amerikanske børsmyndigheder anlagt et civilt søgsmål mod banken. Foto: Martin Lehmann/Politiken.
Finans

Danmarks største bank, Danske Bank, har indgået et såkaldt koordineret forlig med de amerikanske og danske myndigheder om bankens hvidvasksag i Estland.

Det oplyser banken i en meddelelse tirsdag aften.

Der er tale om et forlig og betaling til amerikanske og danske myndigheder på 2,06 mia. dollars, svarende til 15,3 mia. kr. Beløbet er dækket af bankens hensættelser.

Forliget er indgået med det amerikanske justitsministerium, den amerikanske børsmyndighed og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i Danmark.

I en pressemeddelelse fra de amerikanske myndigheder får Danske Bank hård kritik med på vejen:

»Danske Bank løj over for amerikanske banker om bankens mangelfulde systemer til bekæmpelse af hvidvask af penge, utilstrækkelige transaktionsovervågningskapaciteter og højrisikable offshore-portefølje for at få ulovlig adgang til det amerikanske finansielle system,« udtaler USAs assisterende justitsminister, Kenneth A. Polite, Jr., i forbindelse med forliget.

Danske Bank har erklæret sig skyldig i forhold til tiltale rejst af det amerikanske justitsministerium for svindel over for andre banker og accepteret at betale bøden, efter USA har foretaget en længere undersøgelse af bankens adfærd på tværs af flere lande.

»Vi vil gerne give vores uforbeholdne undskyldning og tager det fulde ansvar for de uacceptable fejl og forseelser, der er sket tidligere, men som på ingen måde hører hjemme hos Danske Bank i dag,« udtaler formand for bestyrelsen i Danske Bank, Martin Blessing, i meddelelsen.

»Vi har lært af vores fejl, og vi har taget de skridt, der skal til for at sikre, at banken har et solidt udgangspunkt for at forhindre, at noget lignende kan ske igen,« lyder det videre.

Forligene betyder, at de amerikanske og danske myndigheders undersøgelser nu er afsluttet, skriver Danske Bank.

Bøden var dog ventet for banken, der foretog hensættelser i henholdsvis tredje kvartal 2018 og tredje kvartal 2022 svarende til ca. 15 milliarder kroner.

Senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen kalder overfor Ritzau bøden af en størrelse, der kan mærkes - selv for en stor bank som Danske Bank.

»Det er en kæmpe bøde, som vi ikke har set tidligere i dansk erhvervsliv. Det kommer også af, at de amerikanske myndigheder har været inde over.«

»Med investor-øjne er en stor del af risikoen fjernet for selskabet, for sagen har i lang tid hængt som en tung dyne over aktien,« siger Mikkel Emil Jensen til Ritzau.

Den amerikanske børsmyndighed SEC har i tråd med forliget anlagt en civilretlig sag om værdipapirsvindel mod Danske Bank. Her afventes dommen. En amerikansk distriktsdomstol skal tiltræde forliget med det amerikanske justitsministerium. Strafudmålingen vil ske på et senere tidspunkt, lyder det.

Banken afventer også et retsmøde i Københavns Byret, der vil blive berammet senere. Her ventes banken at erklære sig skyldig i tiltalen og acceptere bøden og konfiskationen fra NSK for overtrædelse af hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed.

Danske Bank er fortsat part i en række civilretlige søgsmål, som banken vil forsvare sig mod, skriver banken.

I efteråret blev den tidligere topchef i Danske Bank Thomas Borgen frifundet for et erstatningskrav på 2,4 milliarder kroner i Retten i Lyngby. Sagen er nu anket til landsretten af investorerne, der stod bag søgsmålet.

Det var i 2018, at Danske Bank formelt blev sigtet for brud på hvidvaskloven, ligesom en række af bankens tidligere direktører.

Anklagemyndigheden endte med at droppe sigtelserne mod personerne, men Danmark og USA’s efterforskning fortsatte.

Danske Bank fremlagde i september 2018 en ekstern advokatundersøgelse. Den viste, at den samlede strøm af penge fra de udenlandske kunder gennem den estiske filial udgjorde cirka 1.500 mia. kr. i årene 2007-2015. En stor del blev vurderet som mistænkelige.

Undersøgelsen og sagen førte til, at tidligere topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen trak sig fra posterne.

I februar 2019 lukkede Danske Bank alle bankaktiviteter i de baltiske lande og Rusland.

Artiklens emner