Fortsæt til indhold

Putins krig gør russiske aktier til verdens værste

De russiske aktier klarer sig historisk dårligt som følge af et år, hvor landet er ramt af vestlige sanktioner på grund af invasionen af Ukraine.

Den russiske børs, Moscow Exchange, i Moskva. Foto: REUTERS/Shamil Zhumatov
Finans

De russiske aktier er styrtdykket gennem hele 2022, og året ser således ud til at blive det værste for de russiske finansielle markeder siden finanskrisen i 2008. Det hårde år for de russiske finansmarkeder har også gjort aktierne til de værst præsterende i verden. Det skriver Bloomberg News.

Ifølge mediet er det russiske RTS Index, som er en samling af 50 russiske aktier, der handles på Moskva-børsen og som opgøres i dollars, faldet med 35 pct. i løbet af året, hvilket gør det til det dårligst præsterende af de 92 såkaldte ”benchmark-indekser”, som Bloomberg følger globalt.

Derudover er MOEX Russia Index, der opgøres i rubler, faldet med 44 pct. til et niveau, som ikke er set siden finanskrisen i 2008.

De drastiske fald for de russiske aktier skyldes i høj grad de sanktioner, Rusland ad gentagende omgange er blevet ramt af, som følge af landets invasion af Ukraine.

»De russiske aktier har dystre udsigter, da vestlige sanktioner begynder at tynge landets økonomi,« udtaler Piotr Matys, senior valutaanalytiker hos InTouch Capital Markets Ltd, til Bloomberg.

Blandt andet har EU indført et prisloft på russisk råolie, der også er blevet bakket op af G7-landene, og Vestens lande har generelt året igennem forsøgt at gøre sig så fri fra russisk energiafhængighed som muligt.

Det betyder også, at de to store russiske olie- og gasselskaber Lukoil og Gazprom, der er blandt de største virksomheder i MOEX-indekset, er faldet med henholdsvis 30 pct. og 53 pct. i år.

Samtidig er landets største bank, Sberbank of Russia, faldet med 54 pct., da internationale sanktioner har ramte alt fra Ruslands adgang til valutareserver til det globale betalingssystem SWIFT.

Og 2023 ser ikke ud til at blive et bedre år for de russiske aktier. En fortsat krig i Ukraine vil betyde fortsatte og eventuelt øgede sanktioner mod den russiske økonomi.

Eksempelvis blev EU torsdag i denne uge enige om en sanktionspakke mod Rusland, der blandt andet er rettet mod landets banker.

»Uden ny kapitaltilførsel, begrænset af vestlige sanktioner, vil russiske aktier sandsynligvis underperforme igen næste år,« siger Piotr Matys til Bloomberg.

Artiklens emner
Aktier