Skrækudvikling: Vi skal tilbage til 1994 for at se det samme
Realkreditudlånet er faldet med 5,6 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år, og det vidner om et boligmarked med lav aktivitet.
De stigende renter og faldende boligpriser får nu det samlede realkreditlån til private boligejere til at falde for første gang siden 1994. Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Rentestigningerne har ført til en markant opbremsning på boligmarkedet, hvor antallet af handler er faldet tungt som en sten. Der er derfor ikke brug for så meget realkreditfinansiering længere.
Nationalbanken oplyser, at faldet i realkreditudlånet er bredt funderet i hele landet. København og Aarhus har normalt en større vækst i realkreditforbruget end resten af landet, men det seneste år er væksten i udlånet faldet med 6 procentpoint og udgør ultimo november 555 mia. kr.
Det er et tegn på, at boligmarkedet er bremset gevaldigt op
I resten af landet er realkreditgælden reduceret med 0,78 pct. det seneste år og er ifølge Nationalbanken opgjort til 1.244 mia. kr. ved udgangen af november i år. Samlet set er realkreditudlånet faldet med 5,6 mia. kr. til 1.799 mia. kr. Det svarer til et fald på 0,31 pct.
I Jyske Realkredit var en økonom ved at få kaffen galt i halsen, da han så udviklingen i realkreditudlånet.
»Det er en voldsom udvikling og grafik. Det er længe siden, at der har været negativ vækst i udlånet til private husholdninger, og det er et tegn på, at boligmarkedet er bremset gevaldigt op,« siger Mikkel Høegh, afdelingsdirektør i Jyske Realkredit.
Han peger på, at danskerne i øjeblikket er i fuld gang med at afvikle gæld, og den tendens har flere store konverteringsbølger i løbet af i år forstærket.
»Boligejerne har jo fået ekstra friværdi som følge af flere år med solide prisstigninger, men den bliver ikke brugt til at hjemtage tillægslån i øjeblikket. Tværtimod er boligejerne i gang med at konsolidere sig,« siger Mikkel Høegh.
Nationalbanken oplyser, at de faldende boligpriser også spiller en rolle i faldet i realkreditudlånet, fordi lavere priser alt andet lige betyder, at der skal lånes mindre til køb af ny bolig.