Asiens næstrigeste mand har mistet 93 pct. af sin formue
Ejendomskrisen har haft store konsekvenser for forretningsmanden Hui Ka Yan, men det kan blive endnu værre for Kinas økonomi.
De seneste år har ikke været lette for de rigeste i Kina. Særligt de personer, der har bygget deres formue på landets ejendomsmarked, har siden coronapandemien brød ud i 2020 været ramt af dyb krise.
En af dem, der har mærket konsekvenserne af den kinesiske ejendomskrise, er Hui Ka Yan, der ejer landets næststørste ejendomsudviklerselskab, Evergrande Group. Forretningsmanden har ifølge Bloomberg Billionaires Index mistet 93 pct. af sin nettoformue i løbet af de seneste år.
I 2017 var han Asiens næstrigeste mand med en nettoformue på 42 mia. dollars, svarende til 287 mia. kr. I 2023 opgør Bloomberg hans formue til 3,1 mia. dollars, godt 21 mia. kr.
Hui Ka Yan har brugt store dele af sin personlige rigdom til at understøtte sit kriseramte firma, der har en gæld på 300 mia. dollars. Forretningsmanden har blandt andet solgt ud af sine huse og private jetfly for at holde hånden under Evergrande, der har været centrum i den kinesiske ejendomskrise.
Nedturen startede for alvor i 2020, da købere trak sig tilbage fra markedet på grund af den svage økonomi og strenge Covid-begrænsninger.
I sommeren 2022 nægtede vrede boligkøbere at betale realkreditlån på ufærdige boliger, hvilket rystede markedet. Siden da har myndighederne forsøgt at afbøde krisen ved at opfordre bankerne til at øge lånestøtten til udviklere, så de kan gennemføre projekter.
Ifølge China Index Academy, en førende ejendomsforskningsinstitution, faldt salget for de 100 største ejendomsudviklere i Kina med 43 pct. i 2022.
Analytikere har længe været bekymrede for, at et sammenbrud af Evergrande kan have store konsekvenser for Kinas ejendomsmarked og landets økonomi, da ejendomsmarkedet tegner sig for hele 30 pct. af Kinas BNP.