- Opdateret 02/02/2023 kl. 07:27
Nordea med stærkt regnskab: Tjente 40 mia. kr. sidste år
Det går så godt for Nordea, at banken allerede har nået sine finansielle mål for 2025, viser regnskabet for 2022. Nye mål præsenteres senere i år.
Nordea tjente sidste år 31,2 mia. kr. eller 600 mio. kr. hver eneste uge - efter skat, vel at mærke.
Før skat nåede storbanken en indtjening på 40 mia. kr.
Banken har haft gavn af de stigende renter og øgede nettorenteindtægterne med 5,5 mia. kr. til 42,1 mia. kr. Gebyrindtægterne faldt med 5 pct. og endte på 24,8 mia. kr.
Samlet set steg indtægterne fra 2021 til 2022 ifølge regnskabet med 7 pct. til 76,9 pct. Men omkostningerne steg samtidig med 5 pct. til 36,5 mia. kr.
Omkostningsprocenten faldt dog som følge af det øgede forretningsomfang og endte på 44,3.
Nordea var dermed i stand til at forrente egenkapitalen med 13,5 pct. i et uroligt 2022 mod 11,2 pct. i 2021. Banken har dermed allerede indfriet bankens finansielle mål for 2025 om at forrente egenkapitalen med mindst 13 pct.
Dagen før årsregnskabet blev offentliggjort, besluttede Nordeas bestyrelse at forlænge et bonusprogram til topchef Frank Vang-Jensen og i alt ca. 60 nøglepersoner i banken.
Aktieprogrammet har en værdi på op til 62 mio. kr., såfremt de opsatte mål indfries. Det er en forlængelse af det eksisterende incitamentsprogram. Det nye gælder for perioden 2023-2025.
For at få tildelt aktierne, skal de ledende medarbejdere nå bestemte mål for afkast til aktionærerne, indtjening pr. aktie samt forskellige ESG-mål.
Nordeas danske topchef udtaler i regnskabet, at 2022 blev et ekstraordinært år.
»Vi var vidne til Ruslands invasion af Ukraine, der forårsagede betydelig menneskelige lidelser og skabte samfundsmæssig og økonomisk usikkerhed. Samtidig oplevede vi den værste kombination af dårlige afkast på tværs af aktie- og obligationsmarkederne siden 1960’erne,« siger Frank Vang-Jensen, adm. direktør i Nordea-koncernen i regnskabsmeddelelsen.
Han er derfor godt tilfreds med resultatet i 2022.
»På trods af det ekstraordinære år havde Nordea endnu et stærkt år. Vi var der for vores kunder og i de samfund, hvor vi opererer,« lyder det fra Frank Vang-Jensen.
Banken forventer at forrente egenkapitalen med mere end 13 pct. i år. Den vil derfor sidst på året annoncere nye målsætninger.
»Nordea har en robust forretningsmodel, som gør den i stand til at håndtere den højere makroøkonomiske usikkerhed i de nordiske lande,« fastslår ledelsen i årsregnskabet.
En investeringsøkonom, der følger de danske banker tæt, kalder Nordeas finansielle præstation i 2022 for stærk.
»Nordea er i topform. Banken leverer et meget stærkt regnskab. Den er stærkt kapitaliseret og placerer sig nu i den absolutte skandinaviske top af de banker, som den gerne vil sammenligne sig med og måles op imod,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Nordea offentliggør ikke særskilte regnskabstal for Danmark, men oplyser, at renteindtægterne steg med 24 pct. fra 4. kvartal 2021 til samme periode sidste år. Det skyldes ikke kun de stigende renter, men også stigende udlån og indlån på det danske marked.
Især de største kunder bruger banken mere. I den kundegruppe er renteindtægterne steget med 61 pct. i perioden.
Til gengæld faldt gebyrindtægterne med 9 pct. Her gik de store kunder også forrest med et fald på 23 pct.
Hensættelserne steg i Danmark, men ligger ifølge Nordea fortsat på et lavt niveau.
Banken oplyser, at flere end 10.000 danske kunder har oprettet et opsparingsprodukt i banken, som giver mere end 2 pct. i rente på indlån.
Nordeas årsregnskab | | | |
(mio. kr.) | 2022 | 2021 | 2020 |
Nettorenteindtægter | 42140 | 36642 | 33592 |
Indtægter i alt | 76878 | 71572 | 62987 |
Omkostninger i alt | 36478 | 34589 | 34544 |
Resultat før nedskrivninger | 40399 | 36984 | 28443 |
Nedskrivninger på udlån | 365 | 260 | 6398 |
Resultat før skat | 40035 | 36723 | 22045 |
Resultat efter skat | 31203 | 28503 | 16852 |