Finans

Image-ekspert efter ny måling: Danske Banks krise er afgrundsdyb

Ringkjøbing Landbobank og Arbejdernes Landsbank har ifølge en ny undersøgelse landets bedste image blandt bankerne, mens Danske Bank halter langt efter konkurrenterne.

Artiklens øverste billede
Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter. Foto: Carsten Snejbjerg

Danske Bank vil gerne male et billede af, at banken nu kan se fremad efter afslutningen af den store hvidvasksag og en række andre selvforskyldte dårlige sager. Men danskerne ser anderledes på det.

Befolkningen vurderer stadig Danske Bank absolut dårligst blandt de 20 største banker herhjemme målt på antallet af privatkunder. Det viser en ny image-undersøgelse.

»Målingen viser en bank i afgrundsdyb krise. Vi har ganske enkelt aldrig set virksomheder i andre brancher have så dårligt et image som Danske Bank, selvom det endda går i den rigtige retning,« siger Christian Stjer, adm. direktør i konsulenthuset Voxmeter.

Målingen viser, at Danske Bank får 912 ud af 3.000 mulige point, mens eksempelvis Ringkjøbing Landbobank scorer 2.449 point fra danskerne i samme undersøgelse.

Den afslører også, at Danske Bank ligger absolut dårligst i 10 ud af 20 pejlemærker, og især et enkelt er alvorlig, hvis banken igen skal blive en, som flere vælger til end fra.

»Vi kan se, at 40 pct. af befolkningen over 18 år giver udtryk for, at de aldrig kunne finde på at blive kunde i Danske Bank. Det er en meget stor kundemasse, som dermed ligger uden for bankens rækkevidde,« siger Christian Stjer.

Han peger på, at banken reelt har været i konstant krise i 15 år, siden finanskrisen brød ud kun afløst af nogle enkelte års optur under den tidligere chef Thomas Borgen. Han blev sammen med bestyrelsesformanden Ole Andersen fældet af hvidvasksagen, hvor op mod 1.500 mia. kr. på mystisk vis blev kanaliseret gennem bankens filial i Estland af udenlandske kunder.

De mange års krise, som har omgivet landets største bank, gør det svært for ledelsen at træde bare det mindste ved siden af.

»Forestil dig, at Ringkjøbing Landbobank og Danske Bank laver nøjagtig den samme fejl. Landbobanken er hurtigt videre, fordi omverdenen i mange år har anerkendt og respekteret den. Det forholder sig stik modsat for Danske Bank. Her er omdømmet siden 2008 blevet tyndslidt, og banken er derfor sårbar over for selv små sager. Det er forskellen på et bomstærkt og meget dårligt image,« siger Christian Stjer.

Danske Bank hæfter sig ved, at banken trods alt oplever en fremgang i den årlige imagemåling. 

»Kunderne anerkender os for, at vi er på rette vej. Vi ønsker alle, at det går hurtigere, men vi kan ikke markedsføre os ud af dette. Eneste metode er at være der for vores kunder,« siger Mark Wraa-Hansen, privatkundedirektør i Danske Bank. 

Han håber dog, at hastigheden hvormed bankens image forbedrer sig, stiger og begrunder det med, at bankens medarbejdere i stedet for at bruge en stor del af tiden på at tale med kunderne om de dårlige sager, kan bruge tiden på det, de brænder for: At hjælpe kunderne til at forbedre privatøkonomien.

»Nu kan vi koncentrere os om kunderådgivning, og vi kan se, at når vi har haft møder med kunderne, er tilfredsheden tårnhøj. Og vi møder mange af vores kunder i disse foranderlige tider og hjælper dem med bl.a. konverteringer eller energiforbedringer,« siger Mark Wraa-Hansen.

Han anerkender dog, at banken er bagud på point.

»Det overordnede omdømme af banken i befolkningen er desværre, som det er. Vi er den største bank i Danmark, og reaktionerne hænger mere ved hos os. Vi kan ikke gøre andet end at blive ved og ved med at lancere gode muligheder og produkter til vores kunder,« siger Mark Wraa-Hansen.

I undersøgelsen går Sparekassen Sjælland-Fyn mest tilbage af de 20 medvirkende banker. Voxmeter-direktøren har ikke registreret en bestemt hændelse i løbet af året, som kan forklare det dårligere resultat, men et eller andet er der sket.

Det er især bankens egne kunder, som er årsagen til, at banken i dette års image-undersøgelse scorer 141,5 point færre og ender på i alt 1.356 point.

»Det er ikke så godt at miste medvind fra egne kunder. De skulle helst tale positivt om banken og anbefale den til andre, men disse ”medhjælps”-point har banken fået færre af fra egne kunder,« siger Christian Stjer fra Voxmeter.

Sparekassen Sjælland-Fyn har ikke ønsket at kommentere imageundersøgelsen.

Jyske Bank er gået 151,2 point frem til 1.375 point i undersøgelsen. Det er den største fremgang. Danskerne betragter banken som stabil med en troværdig og handlekraftig ledelse. 

»Jyske Bank har ikke rodet sig ind i dårlige sager og fremstår stabil. Af en stor bank at være står den stærkt, og den kan især glæde sig over, at den ligger i toppen af de banker, som flest vil vælge, hvis de skal skifte bank,« siger Christian Stjer.

Banken fremstår også som stærk, fordi det lykkedes den at overtage Handelsbankens danske kunder, hvilket har givet en del positiv omtale i medierne.

Jyske Bank genkender billedet.

»Det hænger meget godt sammen med det billede, vi selv har af omtalen i forbindelse med Jyske Banks overtagelse af Handelsbankens danske aktiviteter og de positive reaktioner, vi har fået fra kunder og medarbejdere,« lyder det fra Erik Qvirin Hansen, kommunikationsdirektør i Jyske Bank, i en email. 

Danmarksmester i image er for tredje år i træk Ringkjøbing Landbobank.

Voxmeter laver også en kundetilfredshedsundersøgelse, hvor det kun er bankens egne kunders vurderinger af deres bankforbindelse, som tæller. 

Her står Landbobanken også stærkt, men er dog altid blevet overgået af Arbejdernes Landsbank.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ringkjøbing Landbobank til førstepladsen i konkurrencen om Danmarks bedste image.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.