Fortsæt til indhold

Bankaktier under nyt pres: Storbank dykker markant på børsen

De største banker i Europa er kommet under nyt pres. Den seneste uro er formentlig blevet udløst af særlige obligationer i Deutsche Bank, lyder vurderingen.

Deutsche Bank er én af de bankaktier, som får stryg i fredagens handel. Foto: Bloomberg photo by Krisztian Bocsi
Finans
Artiklen opdateres

Efter en rolig start på ugen er uroen omkring de europæiske banker igen blusset op, og det har sendt de europæiske bankaktier mod syd. Stoxx Europe 600 banks-indekset, som dækker over udviklingen i de største europæiske banker, er nede med mere end 4 pct. i dagens handel, og værst er det gået ud over den tyske mastodont Deutsche Bank, som er nede med mere end 11 pct.

Forklaringen på faldet skal ifølge Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg i Sterna Capital Partners, findes i et fornyet fokus på de såkaldte AT1-obligationer. Disse obligationer bliver også kaldt bail in-obligationer, da de bliver brugt i tilfælde af, at en bank skal reddes. AT1-obligationerne kom i spil med kollapset i Credit Suisse, som i den forgangne weekend blev overtaget i det, der bedst kan betegnes som et tvangsægteskab med konkurrenten UBS.

»Det har skabt fornyet frygt i markedet. Det er stadig et marked, som er meget nervøst og skrøbeligt. De positive dage i begyndelsen af ugen er ikke det samme som, at tingene er overstået,« siger Mikael Olai Milhøj, som peger på, at det ikke kun er bankaktier, som er under pres i dagens handel

»Investorerne flygter ud af risiko. Europæiske aktier falder, og vi har set et kæmpe dyk i renterne,« siger Mikael Olai Milhøj.

Formueplejes aktiechef vurderer, at årsagen til det markante fald i kursen på Deutsche Bank-aktien også skyldes bankens eksponering mod erhvervsejendomme i USA.

Udsigten til en recession i USA samtidig med, at bankerne sender deres forhøjede fundingomkostninger videre til kunderne, skaber frygt for, at nogle af ejendomsselskaberne kan gå konkurs.

»Der er højere fundingomkostninger, boligpriserne er under pres, og vi får formentlig en økonomi, som går i tomgang. Det kan i sidste ende åbne for, at vi ser ejendomsselskaber aflevere nøglerne til deres forretning til banken, som så hænger på regningen og oprydningen,« siger Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje.

Han peger på, at 30 pct. af Deutsche Banks erhvervsudlån er i erhvervsejendomme og halvdelen af dette er placeret i USA. En stor del af udlånet i amerikanske erhvervsejendomme kommer fra regionale banker, som de seneste uger er kommet under ekstra pres, fordi de ikke er kapitalreguleret lige så hårdt som de største amerikanske banker.

Frygten er, at de regionale banker vil blive mindre villige til at yde lån til erhvervsejendomsmarkedet for at fylde deres egne pengekasser mere op, så der er mere at stå imod med, hvis kunder ønsker at trække penge ud - en udvikling, som for nylig knækkede nakken på den 16. største bank i USA, Silicon Valley Bank.

Frygten for fremtiden for Deutsche Bank har også sat sig i prisen for selskabets konkursforsikring. Den steg torsdag aften eksplosivt og er nu fordoblet i løbet af marts.

Det vidner ifølge Otte Friedrichsen om et nervøst marked, hvor det er svært at vurdere, hvordan det ender.

Aktiechefen skynder sig dog at understrege, at prisen på at forsikre sig mod en konkurs i Deutsche Bank fortsat er langt fra niveauet fra finanskrisen.

Artiklens emner
UBS
Formuepleje