Henri Matisses ikoniske Nice-lejlighed sat til salg
Lejligheden koster omkring 550 millioner mindre end kunstnerens dyreste værk.
Henri Matisses navn hænger i mange danske lejligheder på plakater med franskmandens kendte klippe-klistre-motiver. Nu får man muligheden for at gøre det modsatte: At sætte sit eget navn på Henri Matisses ikoniske luksuslejlighed. Det kræver dog, at man har nogle overskydende millioner på kontoen.
Lejligheden ligger i et kompleks midt i den franske by Nice, som blev bygget i slutningen af 1800-tallet for at imødekommende den stigende efterspørgsel på luksusboliger fra udenlandske feriegæster.
Bygningen blev døbt The Excelsior Régina Palace som en hyldest til den britiske dronning Victoria, som på det tidspunkt ikke var tilfreds med standarden på hoteller i byen. I denne bygning blev hun til gengæld lovet overlegen service.
I 1918 købte Henri Matisse en lejlighed på tredje sal, som nu er sat til salg. Udbudsprisen er 2,48 millioner euro eller cirka 18,5 millioner kr.
Til sammenligning blev der sat auktionsrekord for Matisse i 2018, da maleriet ”Odalisque couchée aux magnolias” fra 1923 gik under hammeren for 570 millioner kr. hos auktionshuset Christies ifølge Artnews.com.
Lejligheden fungerede i over 10 år som både hjem og studie for Matisse, der var en af sin tids største kunstnere. Det var blandt andet her, Matisse opfandt sine verdensberømte découpager.
Lejligheden byder på udsigt over Middelhavet, klassiske detaljer og statelige omgivelser. Den 165 kvadratmeter store lejlighed vender mod syd, og består af 5 værelser, hvoraf 2 er angivet som soveværelser i annoncen. Bygningen har adgang til et skyggefuldt udendørsområde, swimmingpool og tennisbane. Derudover er der en stor kælder og en dobbelt garage.



