Presset af Visa, Mastercard og Apple Pay: Forslået dankort er truet på livet
Udenlandske betalingskæmper har kastet dankortet ud i en dødskamp. En kamp, som det 40 år gamle betalingskort står til at tabe, mener en ekspert.
En giftig cocktail af bankers forkærlighed for internationale betalingskort og mobilbetalingers fremmarch betyder, at kortudbydere som Visa og Mastercard er ved at kvæle dankortet som danskernes foretrukne betalingsmiddel.
»Dankort-markedet eroderer simpelthen. Dankortet er godt og billigt, men det er ikke interessant for bankerne længere,« siger Jan Damsgaard, professor i digitalisering ved CBS.
Betalingseksperten forklarer, at politisk regulering af dankortet gør, at det er en langt bedre forretning at udstyre danskerne med internationale betalingskort, da det giver bankerne en direkte bid af indtjeningen.
Det uafhængige konsulenthus CMPSI har tidligere vurderet, at uden dankortet vil detailhandlens årlige kortudgifter stige ca. 530 mio. kr., hvoraf omkring 70 pct. ventes at ende hos forbrugerne i form af dyrere varer.
»Når dagen er omme, er der jo kun én til at betale, og det er forbrugeren,« siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand i dagligvarekæmpen Coop, som årligt håndterer millioner af betalinger i koncernens omkring 1.000 butikker.
Tal fra Nationalbanken viser, at der nu for første gang er flere internationale betalingskort i danskernes bukselommer end dankort og Visadankort. Ifølge Nets, som ejer dankortet, er antallet af dankorttransaktioner i butikkerne dykket 20 pct. siden 2019.
»Vi ser, at flere banker er holdt op med at udstede dankort til deres kunder, medmindre de selv beder om det,« siger Lasse Bolander.
Coop-formanden ærgrer sig over udviklingen, netop fordi dankortet er den billigste løsning.
I Spar Nord, der er blandt Danmarks største pengeinstitutter, skiltes hverken med dankort eller Visadankort.
»Vi mener, at vores kunder er bedre stillet med de internationale betalingskort, hvorfor det også er dem, vi markedsfører på vores hjemmeside,« siger kommunikationschef Neel E. Rosenberg.
Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger i Dansk Erhverv, peger på, at dankortet er »særlig udfordret« af, at kun én af landets omkring 60 banker tilbyder at inkludere dankortet i Apples mobilbetalingstjeneste Apple Pay, som er danskernes foretrukne betalingsapp.
Det skal ses i lyset af, at op mod 25 pct. af alle kortbetalinger i dag sker med Apple Pay. Derfor sker langt de fleste betalinger med Visa og Mastercard.
Finans Danmark svarer ikke på, hvorfor bankerne ser stort på en politisk opfordring om at tilbyde dankort i mobilbetalinger. I stedet lyder det i en mail fra bankernes interesseorganisation:
»Vi oplever, at forbrugerne tager godt imod de forskellige digitale betalingsløsninger, som bankerne tilbyder,« skriver digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen i en e-mail.
Han tilføjer, at de internationale hævekorts fremmarch primært skyldes, at unge under 18 år ikke kan få et dankort.
Hos dankortejeren Nets afviser man, at det 40 år gamle betalingskort er på vej til at tabe betalingskrigen i butikkerne.
»Når man har et produkt, som er det billigste for forretningerne og det bedste for både forbrugerne og samfundet, så har jeg svært ved at se, hvorfor dankortet ikke vil være her mange år endnu,« siger Esben Torpe-Jørgensen, direktør i Nets med ansvar for dankortet.
Han er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før flere banker inkluderer dankort ind i Apple Pay.
»Lige nu er det kritisk, at dankortet ikke er der, men når flere banker åbner for dankort i Apple Pay, vil væksten i antallet af transaktioner komme tilbage,« siger Esben Torpe-Jørgensen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) i sagen.

