Anne Stampe Olesen køber Mia Wagner ud af Nordic Female Founders
De to "løvinder" skal nu følge hver deres drømme, fortæller Anne Stampe Olesen, der netop har fået en millionbevilling til Nordic Female Founders.
Forretningspartnerne gennem tre år, Mia Wagner og Anne Stampe Olesen, går hver til sit.
Det fortæller de to ”løvinder” i et fælles opslag på deres sociale medier.
Ifølge opslaget har de to »valgt at fortsætte arbejdet for mere diversitet i erhvervslivet hver for sig«. Det indebærer, at Anne Stampe Olesen har købt Mia Wagner ud af deres fælles virksomhed Nordic Female Founders, som de stiftede sammen i 2020.
Virksomhedens mål er at øge diversiteten i dansk iværksætteri gennem investeringer.
Anne Stampe Olesen understreger overfor Finans, at der intet dramatisk er i salget, og at hende og Mia Wagner »heldigvis er bedre veninder nu, end de nogensinde har været«.
Hun vil langt hellere fortælle om Nordic Female Founders fremtidsplaner. Hun forklarer, at timingen er rigtig til, at de kan udleve deres drømme hver især.
»Jeg elsker at investere, og jeg elsker at arbejde med iværksætterne. Nu har vi lige fået en endnu større mulighed for at være virkelig eksekverende på det. Det glæder jeg mig helt vildt meget til,« siger Anne Stampe Olesen.
I opslaget skriver de nu tidligere samarbejdspartnere, at Nordic Female Founders er blevet bevilliget 10,2 mio. kr. fra erhvervsfremmestyrelsen og EU til at gennemføre vækstforløb for kvindelige iværksættere i hele landet.
En del af aktiviteterne vil blive gennemført i Female Founders House, som er et inkubationsmiljø ejet af Nordic Female Founders, der skal løfte ”feminin innovation”.
»At det så er uden Mia, er da sørgmodigt, men heldigvis hepper hun fra sidelinjen,« siger Anne Stampe Olesen.
De to erhvervskvinder er også kendt som ”løvinder” i DR-programmet ”Løvens Hule”. Mia Wagner har tidligere medvirket, og Anne Stampe Olesen er en af de nuværende ”løver”.
Mia Wagner har desuden en række bestyrelsesposter, bl.a. i Dansk Erhverv og Danmarks Eksport- og Investeringsfond, samt en række investeringer bag sig.
»Vi har sammen vurderet, at vi kan udrette endnu mere hver for sig. Jeg kommer til at fortsætte arbejdet med kvinders vilkår i erhvervslivet men som led i en samlet dagsorden omkring analyse og rådgivning indenfor Social Impact Entrepreneurship. I hvilken form og i hvilke rammer er lige nu åbent. En del af mit hjerte følger naturligvis stadig Nordic Female Founders, og jeg hepper på Anne og hele holdet fra sidelinjen,« udtaler Mia Wagner ifølge deres opslag på sociale medier.
For blot et år siden udvidede Nordic Female Founders ejerkredsen med fire nye medejere. Her udtalte Mia Wagner, at de nye ejere skulle være med til at skubbe til hende og Anne Stampe Olesen som stiftere og samtidig »tænke stort og nyt«.
Samtidig havde de planer om at udbrede forretningen til andre dele af Danmark og udlandet. Anne Stampe Olesen fortæller imidlertid, at hun har planer om at holde sig til Danmark for nu.
I et skriftligt svar til Finans skriver Mia Wagner om sine egne planer, at hun først og fremmest skal holde sommerferie, og »så må vi se, hvad der sker på den anden side af sommeren«.

