Kundernes dom er klar: Danske Bank har den dårligste ledelse
Kunderne anser Danske Banks ledelse for at være den mindst professionelle blandt landets store banker, men de er blevet mere positive det seneste år.
Mens Ringkjøbing Landbobanks topchef nærmest kan gå på vandet, går Danske Banks øverste chef rundt på så tynd is, at den risikerer at sprække.
Sådan lyder konklusionen på en ny opgørelse fra konsulenthuset Voxmeter over kundernes syn på ledelsen i deres respektive banker.
»Danske Banks ledelse kan glæde sig over, at dens anseelse vokser lidt. Men den ligger stadig helt i bund,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.
Årsagen til bundplaceringen er den lange række af dårlige sager, som har martret Danske Bank nærmest lige siden finanskrisen. Det er sager som hvidvask i filialen i Estland, ulovlig inddrivelse af gæld fra svage kunder og salg af et investeringsprodukt, hvor ledelsen forventede, at det ville give kunderne et tab på grund af høje omkostninger.
Den lange række af møgsager har hængt som en tung, mørk sky over Danske Bank i flere år, og selvom de nu er ved at sygne hen i historiebøgerne, påvirker det stadig kundernes vurdering af bankens ledelse.
»En banks generelle image påvirker selvfølgelig kundernes vurderingen af ledelsen, som jo har ansvaret for bankens udvikling. Carsten Egeriis (Danske Banks adm. direktør, red.) kan dog glæde sig over, at kundernes vurdering af ledelsen er gået støt op, siden han tiltrådte og satte et helt nyt ledelseshold,« siger Christian Stjer.
Ledelseseksperten Steen Hildebrandt kalder undersøgelsens resultat for et godt eksempel på den danske snusfornuft.
»Danskerne kan ikke lide fikumdik og lidt for københavnersmarte bankledelser, som snyder på vægten. Det er således lige efter bogen, at danskerne har forbehold over for Danske Banks ledelse,« siger Steen Hildebrandt, mangeårig ledelsesekspert, professor emeritus og adjungeret professor i ledelse ved Aalborg Universitet.
Han vurderer, at selv en sovende direktion burde have set, at eksempelvis det, som foregik i Danske Banks filial i Estland, ikke var i orden. Senere kom også de andre dårlige sager, som bankens ledelse selvforskyldt rodede banken ind i.
»Det tjener danske bankkunder til ære, at de responderer, som de gør, for det fortjener de respektive bankledelser,« siger Steen Hildebrandt.
Landets bedste ledelse blandt de 15 største banker har sin daglige gang på torvet i den vestjyske købstad Ringkøbing.
»Ringkjøbing Landbobank har et virkeligt stærkt image, og det skyldes både et bomstærkt fundament af meget tilfredse kunder og en stærk tiltro til bankens ledelse,« siger Christian Stjer.
Landbobanken har i årevis drevet Danmarks mest effektive bank og har gang på gang ligget helt i top i diverse kundetilfredshedsundersøgelser.
Banken har samtidig leveret gode finansielle resultater.
»Kunderne vurderer, at der er substans i det, som ledelsen siger. Den leverer varen, hvor det måske lyder mere hult, når andre bankledelser giver udtryk for, at de vil være den bedste bank i Danmark,« siger Christian Stjer.
Adm. direktør John Fisker fra Ringkjøbing Landbobank er glad for den positive bedømmelse.
»Jeg bliver ekstra glad over, at det er kunderne, der står bag den. For de er i fokus for alt det, vi som bank gør. Derfor er det dejligt, at de anerkender vores arbejde,« siger han.
Danske Banks ledelse har ikke ønsket at udtale sig.

