Turismen på vej retur: over 700 millioner turister på verdensplan i år
Den samlede genopretning i turismen på verdensplan kan nå op mod 95 pct. af 2019-niveauet i år, forventer turismeorganisationen UNWTO.
Coronapandemien fik med grænselukninger og rejserestriktioner antallet af turister til at styrtdykke i 2020.
Men noget tyder på, at branchen er ved at kæmpe sig tilbage til niveauet før pandemien.
700 millioner turister er de første syv måneder af 2023 rejst til udlandet, hvilket er en stigning på 43 pct. i forhold til samme periode i fjor.
Det skriver branchemediet standby.dk på baggrund af tal fra FN’s turismeorganisation UNWTO.
Fra januar til juli er antallet af internationale turister nået 84 pct. af 2019-niveauet, og UNWTO forventer at den samlede genopretning i turismen på verdensplan kan nå op mod 95 pct. af 2019-niveauet i år.
Juli har indtil videre været den mest travle måned, hvor antallet af rejsende nåede op på 145 millioner.
Det er dog stadig en branche, der står overfor store udfordringer, påpeger Zurab Pololikashvili, der er generalsekretær for UNWTO.
”Der er en stærk genopretning af turismen i gang i alle regioner, men i takt med at vores branche indhenter det tabte, skal den også tilpasse sig. De ekstreme vejrfænomener, som vi har været vidne til i løbet af sommeren, og de udfordringer, som håndteringen af det stigende antal turister bringer med sig, sætter to streger under behovet for at styrke branchen og gøre den mere bæredygtig,” siger Zurab Pololikashvili til standby.dk.
Geopolitiske usikkerheder, mangel på personale i branchen og de højere priser har også omkostninger for turismen, har det tidligere på året lydt fra generalsekretæren ifølge mediet.
Det er særligt i Mellemøsten, hvor turismen for alvor er retur og ligger 20 pct. over 2019-niveauet.
Europa er oppe på 91 pct. af 2019-niveauet, mens især Asien og Stillehavsområdet kæmper med at få turisterne tilbage. Her er man på 61 pct. af niveauet fra 2019.
Som Finans tidligere har beskrevet, har Danmark også oplevet et større antal turister. Antallet af overnatninger slog i 2022 rekord og lå på et niveau, der er 12,3 pct. højere end før pandemien, viste tal fra Eurostat i januar.
Det var særligt tyske turister, der bidrog stort til den statistik.



