Stor fyringsrunde i Tryg
Forsikringskoncernen ændrer på strategien og trimmer organisationen.
Forsikringsselskabet Tryg ændrer strategien og fyrer i den forbindelse op mod 270 medarbejdere.
Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse.
Ledelsen begrunder ændringerne med, at koncernen efter et par store opkøb har nået en markedsposition, som giver en række nye muligheder, man ønsker at udnytte.
»Ved at foretage disse ændringer fremtidssikrer vi en større koncern og tilpasser organisationen til det nuværende makroøkonomiske miljø,« lyder det fra koncernchef Johan Kirstein Brammer i meddelelsen.
Tiltagene, som medfører afskedigelse af 250-270 medarbejdere på tværs af organisationen, kommer efter en periode med et udfordrende makroøkonomisk miljø, hvor høj inflation og svækkede valutakurser i Sverige og Norge har givet modvind for aktiviteterne i Danmark, Sverige og Norge.
»Tryg står stærkt, men vi mærker altså også lige i øjeblikket mere end nogensinde før, hvordan verden forandrer sig. Derfor er det mit og resten af direktionens ansvar at løfte blikket og sikre, at vi løbende får skabt de bedste betingelser for vores forretning,« siger Johan Kirstein Brammer i et interview med Marketwire.
Overordnet laver forsikringskoncernen fire større ændringer. Først og fremmest lægges industri- og erhvervsforretningsområderne i Norge og Danmark sammen.
Derudover ændres ledelsessammensætningen i Sverige i Trygg-Hansa, hvilket betyder, at chefen Mats Dahlquist ved årsskiftet forlader koncernen.
For det tredje etableres en enhed, der samler både innovation og forebyggelse i et nyt udviklingscenter forankret i koncernens strategiområde.
Og som en konsekvens af de tiltag gennemfører Tryg effektiviseringer og optimeringer på tværs af koncernen, der omfatter afskedigelse af 250-270 medarbejdere.
»Mens de RSA-relaterede synergier indtil videre primært er hentet fra den norske og svenske organisation, har hovedparten af opsigelserne i dag fundet sted i Danmark. De resterende vil ske i den danske og norske organisation som følge af sammenlægningerne af erhvervs- og industridivisionerne. Disse er inkluderet i de 250-270 opsigelser,« lyder det i meddelelsen.
Ifølge topchef Johan Kirstein Brammer handler det at levere på 2024-målene og gøre sig klar til fremtiden.
»Vi har over en periode arbejdet ihærdigt med ikke at genbesætte åbne stillinger for på den vis at minimere antallet af påvirkede medarbejdere. Det gør mig trist at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, men tiltagene er nødvendige,« siger han.

