Fortsæt til indhold

Alarmerende tal får pensionsgigant til at advare: Samfundet står i en sundhedskrise

Antallet af syge ansatte, der har brug for et behandlingsforløb, vokser stadig hurtigere, viser tal fra landets største pensionsselskab, PFA. Revisionshuset BDO er en af de virksomheder, der forsøger at knække kurven.

Efter en strategiændring har koncerndirektør Camilla Holm fået ansvaret for sundhedsområdet i PFA Pension. Foto: Liv Møller Kastrup.
Finans

Det står så skidt til med sundheden og trivslen på de danske arbejdspladser, at det har udviklet sig til et alvorligt problem for Danmark.

Sådan lyder advarslen fra PFA Pension, efter at nye tal indikerer, at landets største pensionsselskab i år kommer til at betale for 150.000 behandlingsforløb for ansatte med en sundhedsforsikring.

»Samfundet står i en sundhedskrise. Danskerne er udfordrede på det fysiske og mentale helbred. Vi kan se på vores kunder, at flere og flere er i mistrivsel,« siger Camilla Holm, koncerndirektør i PFA Pension.

Ikke nok med at et stigende antal danskere får sundhedsproblemer. De seneste år er væksten taget til i antallet af behandlingsforløb, som PFA har sat i gang. Det til trods for at der fokuseres stadig mere på forebyggende indsatser for at mindske mistrivslen.

»Det er et stort ord at kalde det en sundhedskrise, men det er det, vi oplever. Vi får stadig flere henvendelser fra kunder og sætter gang i stadig flere behandlingsforløb,« siger Camilla Holm.

Fra 2019 til 2020 var der på grund af coronapandemien et mindre fald i antallet af behandlinger. Derefter voksede antallet med 8,4 pct. i 2021 og med 14,2 pct. sidste år. Baseret på udviklingen i de første seks måneder forventer PFA en stigning på 22,5 pct. i år.

De stadig større problemer har fået PFA til at lancere en ny sundhedsstrategi, og ansvaret for området er flyttet over til koncerndirektør Camilla Holm. Hun har i forvejen ansvaret for pensionsselskabets kunder.

Overflytningen sker i erkendelse af, at den stigende mistrivsel gør hele sundhedsområdet stadig vigtigere for kunderne og dermed til en mere og mere betydningsfuld faktor, når PFA i udbudsrunder konkurrerer med andre pensionsselskaber om at vinde virksomheders pensionsløsninger.

»Vi er sat i verden for at sikre økonomisk tryghed for vores kunder, men også for at bidrage til deres sundhed og trivsel. Det sidste bliver stadig vigtigere,« siger Camilla Holm.

I Danica Pension, der er landets næststørste kommercielle pensionsselskab, er antallet af behandlingsforløb steget med 34 pct. de seneste fem år, men selskabet offentliggør ikke absolutte tal. Hvis der tages højde for, at flere kunder har fået en sundhedsforsikring i perioden, er væksten 14 pct.

»Baseret på den foreløbige udvikling i første halvår forventer vi, at tallet vil fortsætte med at stige i år,« skriver Thomas Skrostrup, skadesdirektør i Danica Pension, i en e-mail.

I gamle dage handlede sundhed i høj grad om kost, rygning, alkohol og motion. De senere år er den mentale sundhed kommet mere i fokus.

Udover at betale for stadig flere behandlingsforløb har PFA udviklet et værktøj, som selskabets virksomhedskunder kan benytte til at forebygge mistrivsel blandt deres ansatte.

Det blev taget i brug i år. Målet er, at halvdelen af PFA’s 6.500 kunder skal bruge det ved udgangen af 2025. Rådgivnings- og revisionshuset BDO er en af dem, der allerede har taget det til sig.

Et møde med PFA i januar i år var en øjenåbner for HR-direktør Trine Ankjær, for det gik den forkerte vej med antallet af kollegaer, der benyttede deres sundhedsforsikringer, fordi de havde problemer med den fysiske og mentale sundhed.

»Jeg var nysgerrig i forhold til, hvordan vi kunne styrke vores medarbejderes trivsel og tilknytning til BDO ved at sætte mere fokus på forebyggelse,« siger Trine Ankjær, HR-direktør i BDO.

Trine Ankjær er HR-direktør i BDO, der har fokus på en tidlig og forebyggende indsats for at højne trivslen og sundheden på arbjedspladsen. Foto: BDO.

BDO har afholdt en workshop med fokus på de dele af PFA’s værktøj, som var relevante for revisionshuset. Det er anbefalinger om de fysiske forhold så som ergonomi på kontoret ikke. Den del har BDO som en videnvirksomhed styr på.

Til gengæld har det været udbytterigt at få værktøjer til at skabe fokus på, hvordan rollefordelingen er, om der er nok medbestemmelse og fleksibilitet, om de forskellige generationers forskellige behov tilgodeses, om der ubevidst er bias i forhold til diversitet og mangfoldighed, og ikke mindst hvordan BDO støtter medarbejdere i svære livssituationer.

»Jeg tror, disse indsatser vil gøre en forskel for BDO. Hele øvelsen med PFA har ført til meget konkret handling hos os,« siger Trine Ankjær.

Det er ifølge hende vigtigt at være bevidst om, at det ikke er en HR-udfordring, men en udfordring for hele virksomheden, og lederne spiller en nøglerolle, når sundheden og trivslen skal forbedres.

»Vi træner vores ledere i, hvordan de tager de svære samtaler med deres medarbejdere. For hvis din datter er indlagt med en spiseforstyrrelse, eller din far er alvorligt syg af kræft, påvirker det selvfølgelig dit arbejde. Med tillidsfuld dialog kan lederen hjælpe med at give medarbejderen de redskaber og den fleksibilitet, der kan være brug for,« siger Trine Ankjær.

Ifølge hende har PFA’s rammeværktøj sat gang i mange spændende og udbytterige dialoger.

»Vi kan gøre en forskel, hvis vi skaber en kultur, hvor det er naturligt, at vi passer på os selv og hinanden, særligt når hverdagen bliver udfordret. Det gør vi blandt andet ved at skabe en stærkere tilknytning og større fleksibilitet,« siger Trine Ankjær.

Ligesom BDO kan PFA tydeligt se, at forebyggelse virker. Antallet af langtidssyge kunder er faldet med 13 pct. i pensionsselskabet, efter at man er begyndt at arbejde mere systematisk og strukturelt med forebyggelse. Siden 2018 er 6.756 af selskabets langtidssyge kunder vendt tilbage i arbejde.

Der er mere end 80.000 langtidssyge i Danmark. Hvis PFA’s fald kunne overføres til landsplan, svarer det til mere end 10.000 færre, der går syge i lang tid.

»Det er noget mere, end det man regner med at få ud af at afskaffe Store bededag, og det viser potentialet i at hjælpe flere langtidssyge tilbage i arbejde og endnu bedre helt undgå, at så mange bliver syge,« konstaterer Camilla Holm.

Det stigende fokus på forebyggelse ændrer dog ikke på, at 12.300 kunder sidste år fik udbetalt ydelser fra PFA, fordi de havde tabt deres erhvervsevne. Den samlede udgift løb op i 1,78 mia. kr.

Danica Pension ønsker ikke at oplyse de tal, men ifølge selskabet har indsatsen på sundhedsområdet haft en markant afbødende indvirkning på antallet af kunder, der bliver så syge, at de får brug for deres forsikring mod tab af erhvervsevne.

»Dog har der i en periode været en generel, negativ udvikling i samfundet på sundhedsområdet, der betyder, at vores udgifter ved seneste regnskab var opadgående, og vi så flere skader,« skriver skadesdirektør Thomas Skrostrup.

Kundernes stigende brug af helbredsforsikringer har fået PFA’s omkostninger til at stige med mere end 10 pct., oplyser selskabet. Samtidig har der i en længere periode været store underskud på den type forsikringer i hele branchen. Derfor er PFA begyndt med løbende indfasning at hæve priserne. De enkelte virksomhedskunders prisstigning afhænger i høj grad af, hvor meget deres omkostninger til sygdom og mistrivsel er steget.

Ifølge Danica Pension er der et særligt problem i forhold til unge, som selskabet derfor har udviklet skræddersyede sundhedsløsninger til.

»Der er et stort behov derude, for vi kan godt mærke, at danskerne har det svært især på det mentale område. Stress er blevet en større udfordring på mange arbejdspladser, og især de unge på arbejdspladserne møder ind på arbejdet med nogle andre problemer end tidligere generationers,« påpeger Thomas Skrostrup.

I BDO håber Trine Ankjær, at det øgede fokus på sundhed, velvære og forebyggelse styrker trivslen yderligere. Håbet er også, at det lykkes at knække kurven på samfundsplan.

»Det kræver, at vi har et konstant fokus på trivsel i virksomhederne. Vi skal have modet til at italesætte mistrivslen, også selv om det er svært. Vi skal være åbne for, at der ikke findes en model, som passer alle. Nogle trives med en firedages arbejdsuge, andre med en hybridmodel, hvor de både kan arbejde hjemme og på kontoret. Der er brug for fleksibilitet, for vi er individer. Det kræver igen, at vi har dygtige ledere, der tør behandle folk forskelligt,« siger hun.

Artiklens emner
Pension
Pensionsselskaber