Fortsæt til indhold

Sætter konkurrenterne til vægs: Sydbank lægger sig i front i rekordår

De store danske bankers indtægter er vokset med 17,6 mia. kr. i år, og det har sikret en stor fremgang i forrentningen af egenkapitalen.

Finans

Sydbank har sat konkurrenterne til vægs i år, som tegner til at blive et af de mest lukrative for bankerne i årtier.

Det viser en sammenligning af de store bankers resultater efter årets første tre kvartaler.

I den periode har Sydbank forrentet egenkapitalen med 23,2 pct. efter skat. Det er næsten dobbelt op i forhold til Danske Bank, som med 12,5 pct. er den dårligste af de fem store danske banker, der har offentliggjort regnskabstal.

»Sydbank har tidligere været et dårligere sted, men har i mange år målrettet arbejdet hårdt på at blive en bedre bank, så den i dag kan fastholde og tiltrække glade kunder,« siger Lars Krull, der er seniorrådgiver på Aalborg Universitet.

Sydbank peger på, at det er de stigende renter, som har rykket banken helt op på øverste trin i konkurrencen om at forrente egenkapitalen bedst.

»Vi har et stort indlånsoverskud, og det er en belastning, når vi skal placere op mod 30 mia. kr. til negative renter. Med de stigende renter er det en fordel,« siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.

Spar Nord ligger med en forrentning af egenkapitalen på 20,8 pct. lige i hælene på Sydbank. I årets første ni måneder tjente Spar Nord mere end i hele 2022, som ellers blev det bedste år i bankens 199-årige historie.

»Vi har på ni måneder tjent 32 pct. mere end hele sidste år. Det skyldes rentestigningerne, medvind på de finansielle markeder, og som det mest overraskende at vi ingen penge taber på vores kunder,« siger Lasse Nyby, adm. direktør i Spar Nord.

Spar Nord bruger godt og vel 30 mia. kr. i likviditet for at drive banken. De penge gav for 15 måneder siden ikke et afkast, men forrentes nu med lidt over 3 pct. Det alene svarer til næsten 1 mia. kr. i indtjening omregnet til årsbasis.

Nettorenteindtægterne er i de fem store danske banker Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank vokset med 14,7 mia. kr. til 40,8 mia. kr. i årets første ni måneder sammenlignet med samme periode sidste år.

Det svarer til en vækst på 56,3 pct. Sydbanks nettorenteindtægter er med 88,2 pct. gået mest frem.

»Forklaringen er igen, at vi har et indlånsoverskud, som nu kan bogføres som renteindtægter frem for -udgifter,« siger Karen Frøsig fra Sydbank.

Hun kan glæde sig over, at bankekspert Lars Krull vurderer, at Sydbank bruger de stigende renteindtægter fornuftigt.

»Det er et godt sted at være kunde. Man kan altid få flere renteindtægter ved at flytte bank, men man skal tænke sig godt om, for det kan være, at man mister noget andet. Man er nødt til at kigge på det samlede værditilbud,« siger Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Sydbank er langtfra førende i disciplinen at tilbyde kunderne den højeste rente på indlånskonti, men det er heller ikke nødvendigt.

»Sydbank behøver ikke at gøre som Bank Norwegian eller Kompasbank og ligge i toppen med indlånsrenter. Kunderne vil i bund og grund helst placere deres penge i banker, hvor de har tillid til, at de får pengene igen, og den tillid nyder Sydbank godt af,« siger Lars Krull.

Bankernes samlede gebyrindtægter er i år faldet med 1,4 mia. kr. Renteindtægterne er dermed steget godt og vel 10 gange mere, end gebyrindtægterne er faldet.

De samlede indtægter er steget med 17,6 mia. kr. Omkostningerne er vokset med 427 mio. kr.

Efter skat er fremgangen langt større. Bankernes samlede bundlinje er steget med 29,3 mia. kr. til 25,4 mia. kr. Den store fremgang skyldes blandt andet, at Danske Bank i 2022 hensatte 14 mia. kr. til dens hvidvasksag.

Nykredit Bank er som den eneste af de største banker ikke med i sammenligningen, da den først offentliggør regnskabstal for 3. kvartal den 9. november.

Artiklens emner
Banksektoren
Spar Nord