Fortsæt til indhold

Bech-Bruun skal betale erstatning i historisk udbytteslagsmål

Højesteret sætter punktum i historisk milliardslagsmål mellem Skatteforvaltningen og advokatfirma, der rådgav en af udbyttesagens store spillere.

Nogle af Danmarks mest prominente advokater skal stå over for hinanden i stor sag, hvor skattemyndighederne kræver 1,2 mia. kr. af advokatfirmaet Bech-Bruun. Topchefen, Steen Rode, fra Bech-Bruun ankommer til Højesteret. Foto: Gregers Tycho
Finans

Bech-Bruun skal betale 400 mio. kr. i erstatning i historisk udbytteslagsmål.

Det har landets øverste retsinstans, Højesteret, afgjort mandag.

Dermed er der sat punktum i den store og historiske sag mellem Skatteforvaltningen og advokatfirmaet Bech-Bruun.

»Bech-Bruun var erstatningsansvarlig med et beløb på 400 mio. kr. for Skatteforvaltningens tab som følge af uberettigede refusioner af udbytteskat,« skriver Højesteret i dommen, der er publiceret på hjemmesiden.

Skatteforvaltningen og Kammeradvokaten havde oprindeligt krævet ca. 705 mio. kr. plus renter for Bech-Bruuns rådgivning af banken North Channel Bank, der i 2019 erkendte medvirken til bedrageri i udbyttesagskomplekset.

Men Højesteret slår fast, at Bech-Bruun kun kunne gøres erstatningsansvarlig for 400 mio. kr.

Sagen går tilbage til 2014, hvor Bech-Bruun afgav en såkaldt legal opinion eller juridisk vurdering til North Channel Bank. Og sagen knytter sig til udbytteskandalen, som kostede den danske statskasse 12,7 mia. kr. som følge af uberettigede anmodninger om refusion af udbytteskat.

På vegne af Skatteforvaltningen krævede Kammeradvokaten betaling svarende til knap 1,2 mia. kr. af Bech-Bruun med begrundelsen, at firmaet i kraft af sin rådgivning havde et medansvar i forhold til svindlen.

Bech-Bruun blev i 2022 frifundet i Østre Landsret. Skatteforvaltningen og Kammeradvokaten valgte senere at anke.

Højesteret skriver i sin afgørelse, at Bech-Bruuns advokat, der foretog rådgivningen, måtte indse, at der var en nærliggende risiko for, at banken sammen med andre var involveret i at udarbejde en model for uberettiget refusion af udbytteskat.

»Han havde derfor på uforsvarlig måde tilsidesat skattemyndighedernes interesser ved at rådgive banken, som sket under sagen.«

Sagen omhandlede, om Bech-Bruun på baggrund af rådgivningen af North Channel Bank var erstatningsansvarlig for det tab, som Skatteforvaltningen led som følge af de uberettigede refusioner af udbytteskat.

Bech-Bruuns advokat handlede ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen, slår Højesteret fast:

»Endvidere fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at der forelå den fornødne årsagsforbindelse mellem Bech-Bruuns ansvarspådragende rådgivning og det forhold, at Skatteforvaltningen havde lidt et tab som følge af den uretmæssige refusion af udbytteskat.«

Siden 2015 har Skattestyrelsen arbejdet for at hente penge tilbage til statskassen ved civil- og strafferetlige søgsmål. En af sagerne mod det danske advokatfirma Bech-Bruun.

Bech-Bruun har, siden søgsmålet blev anlagt i 2020, afvist kravet og kaldt det grundløst.

Firmaets advokater har fremført, at kravet var forældet, og at staten selv var skyld i, at den blev svindlet i udbytteskandalen, da der var manglende kontrol.

Men Skatteforvaltningens krav var ikke forældet, skriver Højesteret.

»Der forligger ikke forhold, der kunne begrunde, at Bech-Bruuns erstatningsansvar bortfaldt eller blev begrænset ud fra betragtninger om egen skyld eller accept af risiko.«

Oven i de 400 mio. kr. kommer renter fra 8. juni 2020, hvor sagen blev anlagt.

Derudover skal Bech-Bruun betale ca. 12,4 mio. kr. til Skatteforvaltningen, som en del af sagsomkostningerne i sagen.

I en kommentar til dommen skriver Bech-Bruuns ledende partner i Steen Rode:

»Vi er meget overraskede over, at Højesteret er nået frem til et andet resultat end landsrettens klare frifindelse,« skriver han på Bech-Bruuns hjemmeside.

Bech-Bruun kalder Højesterets bedømmelse »uventet hård«. Den har fundet at den tidligere advokat i Bech-Bruun begik fejl tilbage i 2014 ved ikke at have indset, at banken var involveret i udarbejdelse af en model for uberettiget refusion af udbytteskat.

»Højesteret har på den baggrund statueret ansvar. Det synes vi er en meget hård dom, selvom Højesteret har nedsat erstatningen som følge af, at banken begik bedrageri ved brug af fiktive aktier og udbytter.«

Bech-Bruun tager Højesterets dom til efterretning, lyder det videre fra firmaet, der er forsikringsdækket for erstatningsbeløbet.

Artiklens emner
Advokatbranchen
Højesteret