Kunde fik pludselig 600 mio. ind på sin bankkonto
Malaysiske Hafidzah Abdullahs bankkonto flød pludselig over med penge, men det viste sig at være en fejl.
Forestil dig, at du en tilfældig dag går ind i netbanken og opdager, at du pludselig er blevet næsten 600 millioner kroner rigere. Det var netop tilfældet for malaysiske Hafidzah Abdullah.
Problemet var bare, at pengene ikke var hendes egne.
»Jeg sætter pris på, at I gør min bankoplevelse mindeværdig, men jeg synes, at denne fejl gik lidt for vidt,« skriver hun i et indlæg henvendt til banken på LinkedIn.
Ifølge den malaysiske kvinde er det ikke første gang, hun har oplevet problemer med sin bankkonto.
Hun har dog aldrig oplevet pludselig at have 404.040.404,04 malaysiske ringgit på sin konto, hvilket svarer til knap 600 millioner danske kroner. Til sammenligning tjener en malaysier i gennemsnit 75.000 kroner årligt.
»Man skulle tro, jeg havde vundet i lotteriet, ikke?«, skriver hun.
Da hun opdagede fejlen, blev hendes konto blokeret uden varsel. For at låse den op, måtte hun besøge den nærmeste Maybank-afdeling og tale med kundeservice, hvilket ifølge Hafidzah Abdullah tog for evigt. Siden har hun oplevet flere dage med fejl i løbet af lønudbetalingsperioden:
»Min personlige konto blev blokeret, firmakontoen er ubrugelig , og at besøge Maybank er blevet min nye daglige træningsrutine.«
Hafidzah Abdullah er kunde i Malaysias mest værdifulde bankkæde, Maybank, som siden har fortalt, at problemet er løst.



