Fortsæt til indhold

Internettet hylder en bestemt type på arbejdspladsen: Er det dig?

En bestemt type af kollegaer har fået et prædikat på de sociale medier. De er typisk gode til at huske navnet på dine børn, dit yndlingssportshold, eller hvem der har fødselsdag på kontoret.

En bærbar PC / computer der har en stor glad og gul smiley som skærmbillede.
Finans

De planlægger fødselsdagsfejringer og er ikke blege for at dele komplimenter ud. De kan typisk huske navnet på dine børn, hvilket fodboldhold, du holder med eller hvem, der har fødselsdag på kontoret.

Sådan lyder beskrivelsen af en bestemt form for medarbejder, som er blevet omdrejningspunktet i en trend, der vinder frem på de sociale medier og særligt Tiktok.

Det handler om såkaldte ”personality hires” eller personlighedsansættelser, som den danske oversættelse ville være.

Det er medarbejdere, der bliver ansat på grund af deres personligheder og den positive energi, de bringer til arbejdspladsen.

Ifølge mediet Forbes bliver termen særligt benyttet af generation z. Det er den generation, der lige nu stormer ind på arbejdsmarkedet, og som vil udgøre 27 pct. af arbejdsstyrken globalt i 2025.

En sådan medarbejder kommer ofte med vittigheder og bruger mere tid end gennemsnittet på at være social og skabe god stemning og værdi ved at bidrage kulturelt.

De har ikke nødvendigvis det mest imponerende cv, men den gode energi kompenserer ofte for f.eks. manglende punktlighed eller manglende færdigheder.

Tendensen har skabt debat om værdien af at ansætte personer baseret på deres evne til at skabe et positivt arbejdsmiljø frem for at ansætte udelukkende på tekniske færdigheder og kvalifikationer, skriver mediet.

På den anden side frygter nogle, at den type af ansatte kan overskygge de bedst egnede til et job, skriver Forbes.

De såkaldte personlighedsansættelser er stærke kommunikatører og det gør, at de er gode til at samarbejde, planlægge og eksekvere og afhjælpe negative spændinger på arbejdspladsen.