Så meget tjente de rigeste i 2023
Verdens rigeste har igen i år tjent styrtende med penge, viser ny oversigt fra Bloomberg.
Det er næppe nogen overraskelse, at verdens rigeste igen i 2023 har skrabet enorme pengemængder til sig.
En ny opdatering fra Bloombergs millardærindeks viser nu, hvor meget det er lykkedes finansverdenens elite at tjene i årets løb.
Øverst på tronen med verdens største formue sidder den velkendte Elon Musk, som står bag virksomheder som Tesla, SpaceX og det sociale medie X, som han omdøbte fra Twitter i 2023.
I løbet af året voksede hans formue med 95,4 milliarder dollars og endte til slut på 232 milliarder. Det er et spring på næsten 650 milliarder danske kroner.
På andenpladsen finder vi Bernard Arnault, der kontrollerer verdens største luksusimperium kaldet LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton. Ved årets udgang er franskmandens formue på 179 milliarder dollars. I løbet af 2023 voksede den med 16,9 mia. Arnault er fortsat den eneste ikke-amerikaner på Bloombergs top 10.
Sidste år indtog Arnault førstepladsen foran Elon Musk. Det skete på et tidspunkt, hvor Tesla-aktien var på sit billigste nogensinde, hvis man regner pris op mod forudsat indtjening. Den stilling holdt han indtil juni i år, hvor Musk igen indtog tronen. Et fald for luksusaktier på europæiske børser og et optur i teknologiaktier var blandt andet afgørende.
Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos må nøjes med tredjepladsen, kun en milliard dollars efter Arnault.
Stort teknologispring
2023 har generelt været et meget stærkt år for teknologivirksomheder. Længere nede på listen følger således en række teknologimilliardærer som Microsoft-grundlægger Bill Gates, tidligere Microsoft-chef Steve Ballmer, Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg og Google-grundlægger Larry Page. For at nævne nogle få.
På top ti-listen er Bernard Arnault og Warren Buffett de eneste, der ender uden for teknologikategorien.
Sidstnævnte, der ynder at gå under navnet ”Oracle of Omaha”, øgede sin formue med 12,9 milliarder dollars til 120 milliarder i løbet af året. Buffett står bag firmaet Berkshire Hathaway, og har primært tjent sine penge gennem aktieinvesteringer.
Første kvinde over 100 milliarder
Første kvinde på listen er Francoise Bettencourt Meyers. Hendes formue passerede 100 milliarder dollars i går, hvilket placerede hende på en tolvteplads på Bloombergs liste og gør hende til den første kvinde til at passere denne milepæl.
Bettencourt Meyers er arving til kosmetik- og modevirksomheden L’Oréal. Virksomheden skal have sit bedste år siden 1998.
I alt er kosmetik- og modevirksomheden 268 milliarder dollars værd. Bettencourt Meyer og hans familie har en ejerandel på næsten 35 pct.


