Midt i kaos: Hestemilliardær taber millioner
Hesteopdrætter og milliardær Andreas Helgstrand er kommet i heftig modvind, efter TV 2 afslørede hård behandling af heste
Milliardær, tidligere OL-rytter og nuværende stutteriejer Andreas Helgstrand kom i voldsom modvind, efter TV 2 tidligere på året offentliggjort dokumentarprogrammet ”Hestemilliardærens hemmeligheder”.
Programmet indeholdte skjulte optagelser, der viser en voldsom behandling af stutteriets heste. Nu er der mere dårligt nyt for Helgstrands hesteimperium.
Hans virksomhed Helgstrand Dressage må i år nøjes med et overskud på 8 mio. kr., som står i kontrast til sidste års overskud på 119 mio.
Endnu værre ser det dog ud hos koncernen bag Helgstrand Dressage, hvor koncernens øverste selskab, Global Equastrian Group Holdings, kan præsentere et historisk stort underskud på næsten 163 millioner kroner.
Det viser virksomhedernes nyeste regnskaber fra året 2022/23.
»Der er ingen tvivl om, at det har været et udfordrende år. Vi har fået kritik for vores ridning og vores medarbejdervilkår, og vi har derfor brugt året på at investere massivt i vores dyrevelfærd samt løfte lønnen for vores grooms. Vores handel med heste og forretningsførelse er også blevet mere transparent. Det er en udvikling, der giver os et stærkt fundament til 2024,” siger virksomhedens kommercielle direktør Anders Bjørnstrup i en pressemeddelelse.
Ifølge TV2-dokumentaren om Helgstrand Dressage, blev flere medarbejdere aflønnet 10.000 kr. for 60-70 timers arbejde om ugen.
Desuden viste optagelser sår og mærker på hestene efter træning.
»Siden TV 2 fik de skjulte optagelser i januar, har Helgstrand Dressage gennemgået en grundig gennemgang og har gennemført forskellige tiltag og forbedringer af dyrevelfærd, i sin forretningspraksis og af medarbejdernes arbejdsforhold,« skrev kapitalfonden bag stutteriet Waterland dengang.



