Finanstilsynet retter 12 påbud og millionkrav mod Saxo Bank
Alarmklokkerne har ringet hos Finanstilsynet efter et hvidvaskinspektionsbesøg hos Saxo Bank. Ifølge banken er der nu rettet op på manglerne i dens procedurer.
Finanstilsynet langer kraftigt ud efter Saxo Bank, som ifølge tilsynet har en forøget kunderisiko.
Efter et inspektionsbesøg har tilsynet derfor rettet hele 12 påbud samt rejst et trecifret millionbeløb mod investeringsbanken.
Det fremgår af en ny redegørelse.
Tilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask er middelhøj, mens produktrisikoen er moderat. Men når det kommer til dens udenlandske kunder lyder alarmklokkerne.
Det er især bankens forhold til sine mange såkaldte respondentforbindelser herunder White Label Clients, som vækker bekymring. Det skyldes, at de ikke er direkte kunder i banken, og dermed er Saxo Bank ikke lovpligtet til at lave kundekendskabsprocedurer. Men alligevel har de direkte adgang til bankens handelsplatforme, og deres midler går igennem banken.
Finanstilsynet tilføjer også, at der er risiko for, at mulige brud på sanktioner ikke bliver opdaget af Saxo Banks screening, fordi der mangler ajourføring af kundskabsoplysningerne på respondentforbindelserne.
Derfor har Finanstilsynet rejst en række krav til banken, som den nu skal levere på. Bl.a. skal den gennemføre tilstrækkelige kundskabsprocedurer og skærpet gennemgang for samtlige af respondentforbindelser, hvor banken vurderer, at der er en høj hvidvaskrisiko. Den skal også indhente flere oplysninger om udenlandske forbindelser, som ikke har hjemme i et EU-land.
Foruden sine påbud kræver Finanstilsynet, at Saxo Bank øger sit såkaldte søjle 2-tillæg med 125 mio. kr., så tilægget til hvidvaskområdet i alt udgør 150 mio. kr.
I Saxo Bank bliver påbuddene fra Finanstilsynet modtaget med stor alvor.
»Inspektionen vedrørte et begrænset område af vores globale forretning, hvor vi anerkender, at vores interne procedurer og processer har haft visse mangler i forhold til de høje standarder, som vi tilstræber,« udtaler viceadm. direktør Søren Kyhl i en pressemeddelelse.
Siden inspektionen har Saxo Bank i dialog med Finanstilsynet arbejdet på at rette op og sikre de nødvendige investeringer, tilføjer han.
»Det er vores vurdering, at vi i dag har forbedret vores procedurer og processer, står stærkere som organisation og derfor i alle væsentlige henseender efterlever påbuddene, som inspektionen sidste år gav anledning til. Her har vi en dialog med Finanstilsynet om den formelle opfølgning på påbuddene,« udtaler Søren Kyhl.
Saxo Bank har hovedsæde i Danmark, men er en global investeringsbank med filialer og repræsentationskontorer rundt i hele verden.
Læs hele Finanstilsynet redegørelse her.



