Fortsæt til indhold

Ny bil: Mens musikken spiller, kan du kan tale højt og uforstyrret

Den japanske bilproducent Nissan sender næste år en SUV på gaden, der får en ny opkalds-funktion.

Nissans afdeling for luksusbiler, Infiniti, lancerer en bil med ny opkalds-funktion. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Finans

Du kender det sikkert godt. Mobilen ringer, mens du kører bil, og der er flere med i bilen. Måske slukker musikken også, og alle kan nu høre samtalen.

Det scenarie er snart slut. I hvert fald hvis man får fingrene i Nissans nye bil.

Den får nemlig en funktion, der gør det muligt for chaufføren at snakke i mobil uden brug af høretelefoner, hvor medpassagerer ikke kan høre hele samtalen. Passagererne kan også fortsætte med at lytte til musik i bilen - og uden at personen i den anden ende af opkaldet kan høre det.

Det er Nissans luksusmærke, Infiniti, der lancerer en SUV med opkalds-funktionen, det skriver CNN.

Tiltaget skal være Infinitis våben i den yderst konkurrenceprægede verden af luksusbilers lydsystemer, hvor de fleste bilmærker slår sig på førsteklasses lyd. Bl.a. Bentley og Genesis, der benytter Bang & Olufson.

Det er Infiniti modellen QX80, der får det nye lydsystem, som er udviklet i samarbejde med det amerikanske højtalerfirma Klipsch og Panasonic. Modellen kommer på markedet næste år.

Opkalds-funktionen betyder bl.a. at både fører- og passagersædet har højtalere monteret i nakkestøtten.

Højtalere i nakkestøtten er set før i f.eks. cabrioleter, hvor både musik og opkald skal overdøve vindstøj. Det er dog nyt, at højtalerne findes i lukkede, støjsvage luksusbiler.

Både fører- og passagersædet får højtalere i nakkenstøtten i Infinitis QX80. PRfoto: Infiniti.

Bilen får også en lyddæmpende teknologi, der skaber en boble omkring føreren, der ikke kan høre bilens musik, men kun stemmen i opkaldet eller navigationsbeskeder. For personen i den anden ende af røret vil det opleves som at tale med en i et meget stille rum.

For at funktionen fungerer mest optimalt, skal der spilles musik fra bilens højtalere. Hvis ikke musikken spiller, vil de andre i bilen kunne følge med i samtalen, men stemmen vil være mere svag sammenlignet med andre biler.

Artiklens emner
Biler
Bilbranchen