Efter tab af trafik og prisstigning: Nets ser kun en løsning til at redde det 41 år gamle Dankort
I slipstrømmen på en prisstigning til butikker på 8,9 pct. for at modtage Dankort-betalinger kommer Nets, der ejer Dankort, med en opsigtsvækkende dommedagsmelding.
Det er sidste udkald for det 41 år gamle Dankort, hvis flere års nedtur skal vendes. Sådan lyder den kontante melding fra Dansk Erhverv, efter at Nets, der ejer Dankort, har gjort det dyrere for fysiske butikker at modtage Dankort-betalinger.
»Det værste er ikke prisstigningen, men årsagen til prisstigningen,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger i Dansk Erhverv.
Meldingen forklares med, at de stigende Dankort-priser først og fremmest skyldes, at Dankort bløder trafik til internationale betalingskort, fordi Apple Pay brager frem på betalingsscenen.
Ifølge Nets sidder Apple Pay i dag på omkring 25 pct. af alle betalinger i detailhandlen. Problemet er bare, at det foreløbig kun er Danske Bank-kunder, der kan betale med Dankort i Apple Pay.
Alle øvrige mobilbetalinger sker derfor med internationale betalingskort som Visa og Mastercard, og den udvikling har skåret så dybt i Dankort-trafikken, at Nets nu har været nødsaget til at hæve prisen for Dankort-betalinger med 8,9 pct.
»Det er helt åbenlyst, at Dankort skal i Apple Pay, hvis vi skal have vendt udviklingen, og det skal gå hurtigt, da Dankort taber terræn hver eneste dag,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Dansk Erhverv er dog langtfra alene om at ringe med alarmklokken. Nets, der ejer Dankort, kalder direkte udviklingen for »dybt bekymrende«.
Tal fra Nationalbanken viser da også, at alene fra 4. kvartal 2022 til 4. kvartal 2023 styrtdykkede antallet af Dankort- og Visa/Dankort-betalinger med 27 pct.
»Det er afgørende vigtigt, at Dankort i løbet af i år bliver en del af Apple Pay hos alle banker, hvis vi skal vende udviklingen,« lyder den dystre melding fra Esben Torpe Jørgensen, direktør i Nets med ansvar for Dankort, i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med prisstigningen.
Umiddelbart tyder intet dog på, at det kommer til ske.
Foreløbig er det kun få banker, som har tilkendegivet, at de arbejder på at åbne for Dankort-betalinger i Apple Pay.
Blandt frontløberne er storbanken Nordea, som i september sidste år meddelte, at man forventer at have løsningen klar »senest i slutningen af 2024«.
De modsatrettede krav gør, at det hele står lidt stille, fordi bankerne har svært ved at finde ud af, om de skal gå til højre eller venstre. Uanset hvad risikerer de jo at træde enten Nets eller Visa over tæerne.Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger i Dansk Erhverv
Tilbage står det store flertal af landets knap 60 banker, som indtil videre ikke har meldt noget ud om udsigten til at åbne for Dankort-betalinger i Apple Pay.
Bedre bliver det ikke af, at italienskejede Nets og den amerikanske betalingsgigant Visa har gjort Dankort i Apple Pay til en kampplads.
I august sidste år præsenterede Nets således bankerne for et krav om, at tilbyder de Visa-delen i Visa/Dankort i Apple Pay, skal de samtidig åbne for Dankort-betalinger.
»En stadigt stigende del af betalingerne i Danmark sker i dag via mobilen, så vi ser det som en naturlig del af udviklingen af Dankort, at det bliver tilgængeligt i f.eks. Apple Pay,« udtalte Esben Torpe-Jørgensen til FinansWatch om kravet, der øjensynligt gælder fra 2025.
Visa svarede prompte igen med et krav om, at banker, der tilbyder betalinger med Visa/Dankort, skal gøre det nemt for forbrugere at vælge, hvilket kort de vil betale med via Apple Pay.
Dermed forsøger Visa øjensynligt at imødegå en situation, hvor butikker koder betalingsautomater til automatisk at vælge Dankort-delen ved Apple Pay-betalinger, hvilket vil koste Visa-trafik og indtjening.
»De modsatrettede krav gør, at det hele står lidt stille, fordi bankerne har svært ved at finde ud af, om de skal gå til højre eller venstre. Uanset hvad risikerer de jo at træde enten Nets eller Visa over tæerne,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Af samme grund venter han ligesom mange andre brancheaktører for øjeblikket spændt på en melding fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
I begyndelsen af februar meldte styrelsen nemlig ud, at man er på trapperne med en vejledning til bankerne om, hvordan de skal navigere i Dankort-striden mellem de forskellige betalingskæmper.
»Vejledningen ventes at blive sendt, inden Visas nye vilkår træder i kraft 13. april 2024,« lød meldingen.
Foreløbig er der dog ikke dukket noget op fra styrelsen. Forklaringen kan være, lyder det fra aktører i branchen, at Visa i 11. time øjensynligt har valgt at udskyde ikrafttrædelsen af kravet til bankerne med seks måneder.
I Dansk Erhverv, der er talerør for detailhandlen, er håbet, at den kommende vejledning støtter op om Dankort.
»Vi har en stærk forhåbning om, at vejledningen siger, at bankerne gerne må lægge Dankort i Apple Pay, som Nets har krævet. Hvor hurtigt det så kommer til at ske, må tiden så vise,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Tilbage står, at de mere end 50.000 butikker, som i dag modtager Dankort, fremover skal aflevere en større del af fortjenesten til Nets.
»Heldigvis er prisen på Dankort-betalinger fortsat inden for skiven for langt de fleste butikker. Men oveni kommer så, at butikkerne jo skal betale ekstra til Visa (og Mastercard, red.) for størstedelen af de betalinger, der sker med Apple Pay, og det hele puster jo til den samlede regning,« siger Dansk Erhvervs betalingsekspert.
Siden 2019 er antallet af udstedte Dankort og Visa/Dankort dykket 3 pct. til knap 4,7 mio. styk.
I samme perioden er antallet af internationale betalingskort vokset med 14 pct. til 5.253.000 kort, der i dag er i hænderne på privat- og virksomhedskunder.



