Tre koncerter og en halv milliard til den svenske økonomi - selv Danmark bliver påvirket
Sverige er i denne måned vært for to begivenheder, der for alvor driver prisstigninger i Sverige, men også her i landet kan det mærkes.
Sverige er i denne måned vært for Det Europæiske Melodi Grand Prix og byder den populære verdensstjerne Taylor Swift velkommen, når hun afholder tre koncerter i Stockholm.
Og de store begivenheder sætter i den grad et aftryk på priserne i Sverige - og i Danmark.
En ny analyse viser, at fly- og hotelpriserne stiger voldsomt i den weekend, hvor Taylor Swift gæster den svenske hovedstad, skriver det norske medie E24.
Af analysen fremgår det, at prisen på flybilletter fra København til Stockholm stiger med op til 49 pct, mens hotelpriserne er øget med 295 pct. i den svenske hovedstad.
Tilbage i marts blev det meddelt, at sangerindens fans med en hang til cowboyhatte, pink og glimmer efterlader en halv milliard svenske kroner i løbet af de tre dage, som Taylor Swift er i byen.
Længere syd på - nærmere bestemt Malmø - bliver der afholdt Det Europæiske Melodi Grand Prix fra den 7. maj og de efterfølgende fire dage.
Chefen for hotelkæden HKC Hotels, Marcus Østlundh, fortæller til det svenske medie Dagens Industri, at hotelpriserne kommer til at stige med 200 pct. sammenlignet med året for inden.
Samtidig fortæller Lars Kristian Feste, der er Head of Fixed Income hos den svenske fond, Öhman, at de to begivenheder kan påvirke inflationen i Sverige. Han mener dog næppe, at de kommer til at påvirke den svenske nationalbank, Sveriges Riksbank, rentemeddelelse på onsdag.


