Fortsæt til indhold

Gamestop har tjent milliarder på aktiesalg

Spilforhandleren har længe været presset af faldende fysisk handel.

Gamestop rejser millioner af dollars efter aktiesalg. Foto: Brendan McDermid/Reuters
Finans

Spilforhandleren Gamestop har rejst 933 mio. dollars på et omfattende aktiesalg – et beløb svarende til omtrent 6 mia. danske kroner. Det meldte virksomheden ud fredag.

Samlet set solgte Gamestop ud af 45 mio. aktier, hvilket fik aktiekursen til at stige med 12 pct. efter børslukning.

Gamestop er dybt afhængig af sine fysiske butikker, og aktiesalget kommer, efter virksomheden har kæmpet med faldende indtægter fra netop den fysiske handel. Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet blev aktierne solgt til markedspris og kostede omtrent 20,7 dollars pr. styk.

Gamestop vil bruge den nyrejste kapital til »generelle virksomhedsformål, som kan omfatte opkøb og investeringer,« lyder det i virksomhedens presseudmelding om aktiesalget.

Virksomheden annoncerede planerne om aktiehandlen efter endnu en impulsiv kursfest igangsat af brugere på sociale medier. Aktien steg mandag og tirsdag i forrige uge med henholdsvis 74 og 60 pct.

Kursfesten kom efter brugeren ’Roaring Kitty’, der har det borgerlige navn Kieth Gill for første gang i flere år delte et såkaldt meme på det sociale medie X. Kurshoppet var dog næsten udlignet sidst på ugen, skrev MarketWire.

Netop Kieth Gill bliver opfattet som en af drivkrafterne bag Gamestop-aktiens enorme stigning tilbage i 2021. Dengang sendte en gruppe privatinvestorer på det sociale medie Reddit Gamestop-aktien på himmelflugt.

Artiklens emner
Aktier
Kieth Gill