Nasa har skrevet millionkontrakter med syv virksomheder
Elon Musks 'SpaceX' og Jeff Bezos' 'Blue Origin' har meldt sig på banen med en rummission til Mars, der skal hjælpe Nasa.
Elon Musks og Jeff Bezos’ rumfartsselskaber har sendt et forslag ind til Nasa.
Forslagene har nu givet pote.
Begge selskaber har - sammen med fem andre - underskrevet en millionkontrakt med det amerikanske rumagentur, Nasa.
Samlet beløber kontrakterne sig i 10 mio. dollars - svarende til 69 mio. kr., skriver mediet Techcrunch.
Elon Musks rumfartsselskab SpaceX og Jeff Bezos’ Blue Origin skal begge på mission til Mars. Her skal deres rumfartøjer indsamle prøver fra planeten og sende dem retur til Jorden.
Missionerne er en del af Nasas plan, der strækker over sig 15 år, og som rumagenturet har afsat 11 mia. dollars til. En plan, der skal hjælpe Nasa med at undersøge, hvordan man på forskellig vis kan hente Mars-prøver sikkert hjem.
Det fremgår ikke af forslagene, hvordan selskaberne vil indsamle og returnere prøverne fra Mars.
For Blue Origin, der er ejet af Amazon-stifter, Jeff Bezos, er det ikke første gang, at rumfartsselskabet skal hjælpe Nasa.
Sidste år vandt selskabet en milliardkontrakt, der indebar, at Blue Origin skulle levere et månelandingsfartøj, der kunne flyve astronauter fra en rumstation i kredsløb om månen ned til månens overflade.



