Fortsæt til indhold

Bavarians amerikanske notering i vejret efter WHO-melding om mpox

Bavarian Nordics sekundære notering i USA stiger onsdag med 25,6 pct., efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret en global sundhedskrise relateret til mpox, abekopper.

Danske Bavarian Nordic er den eneste virksomhed med en godkendt vaccine mod mpox. Arkivfoto: Sven Hoppe/picture-alliance/dpa/AP Images
Finans
MarketWire

Den danske koncern er nemlig den eneste, som har en godkendt vaccine mod det, der tidligere blev kaldt for abekopper.

Stigningen i USA kommer i kølvandet af, at den danske notering tidligere onsdag også gik op med 12,4 pct. efter to nyheder, der kom tirsdag aften. Den ene var netop en ordre på Bavarians mpox-vaccine, MVA-BN, mens den anden var, at sundhedsmyndighederne i USA har tildelt hurtig registreringsbehandling af selskabets vaccinekandidat til immunisering mod chikungunyaviru.

De to nyheder sendte tirsdag aften Bavarians amerikanske notering op med 9,0 pct.

Det er anden gang på to år, at WHO erklærer global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox, skriver Ritzaus Bureau.

Beslutningen kommer, efter et udbrud af virusset i DR Congo har spredt sig til flere nabolande.

Virusset kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig. Sygdommen giver influenzeagtige symptomer, og der kan være udslæt med blærer.

WHO’s erklæring om en offentlig sundhedskrise af international betydning forkortes PHEIC (Public Health Emergency of International Concern).

Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.

Udbruddet i DR Congo begyndte med spredningen af en såkaldt endemisk variant.

Men en ny variant lader til at have lettere ved at sprede sig gennem tæt kontakt. Den har spredt sig til Burundi, Kenya, Rwanda og Uganda.

- Det står klart, at en koordineret international respons er afgørende for at stoppe disse udbrud og redde liv, siger generaldirektør for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Tidligere denne uge erklærede Afrikas øverste offentlige sundhedsmyndighed mpox-krise på kontinentet.

I løbet af dette år har der været registeret over 17.000 mistænkte mpox-tilfælde og 517 dødsfald på kontinentet. Det er en stigning på 160 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, oplyser De Afrikanske Centre for Sygdomskontrol og -forebyggelse.

I alt 13 lande har registreret tilfælde.

Det var i juli 2022, at mpox første gang blev erklæret en global sundhedskrise. I maj 2023 mistede det udbrud - som var en anden variant - statussen som global sundhedskrise.

Artiklens emner
Abekopper
WHO